Målfarlige Eriksen: 'Sejren fjerner noget af presset'

Christian Eriksen har med målet mod Cardiff scoret 19 gange uden for feltet siden debuten i september 2013.

Christian Eriksen og Tottenham vandt nytårsdag 3-0 ude over Cardiff. Eriksen scorede til 2-0. (Foto: REBECCA NADEN © Scanpix)

Det kom som et chok for de fleste, at Tottenham kort før nytår smed en 1-0-føring og tabte 1-3 hjemme til Wolverhampton i Premier League.

Men tirsdag - dagen efter nytårsaften - var Tottenham tilbage på vindersporet med en 3-0-sejr ude over Cardiff. Et vinderspor, der har kastet seks sejre i de seneste syv ligakampe af sig.

Christian Eriksen scorede til 2-0, og den danske midtbanespiller føler, at sejren lettede en hel del i forhold til titelkampen.

- Vi satte alle under pres og tog noget af presset væk fra os selv. Det vil være på os igen i næste kamp, siger Eriksen til Sky Sports.

Eriksen har ifølge BBC scoret 19 mål uden for feltet siden debuten i september 2013. Det er flest af alle spillere i perioden.

Tottenham er på andenpladsen, nu kun seks point efter Liverpool, der topper rækken med 54 point efter 20 kampe. Liverpool har dog spillet en kamp færre.

- Det føltes, som om vi var 18 point bagud, men vi er ikke langt bagefter, påpeger Eriksen.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino har hele sæsonen forsøgt at tale titelambitionen ned, og det gør argentineren fortsat.

- Jeg ønsker ikke at kigge på tabellen. Selvfølgelig er vi i en god position.

- Vi er nødt til at finde en måde at være stabile på, hvis vi vil være titeludfordrere. Vi skal tro mere på os selv. Vi er i en proces, hvor vi leverer fantastiske ting.

- Men man skal være stabil i løbet af hele sæsonen, siger Pochettino.

Ud over Eriksen scorede også Harry Kane og Son Heung-min. Pochettino hæfter sig ved, at spillerne har været igennem et tæt kampprogram.

- De fortjener stor ros. Det har været en meget hård periode for os, siger 46-årige Pochettino.

- Vi var afslappede og bevarede roen, det var meget vigtigt. Vi viste, at nederlaget til Wolverhampton bare var et uheld, mener han.

I den næste ligakamp 13. januar skal Eriksen og co. hjemme møde Manchester United.

Tottenham har ikke vundet det engelske mesterskab siden 1961.

/ritzau/

Facebook
Twitter