Makienok skifter til Charlton

Den tidligere Brøndby-angriber er ny mand i engelske Charlton Athletic.

Simon Makienok skifter fra italienske Palermo til engelske Charlton Athletic. (Foto: © Tullio M. Puglia, 1976 Getty Images)

Den tidligere Brøndby-angriber Simon Makienok har haft et rædselsår i italienske Palermo, hvor det er blevet til under en times fodbold i hele sæsonen, men nu lysner det lidt for den høje 9'er, der skifter til den engelske klub Charlton Athletic.

Det bekræfter klubben på dens Twitter-profil.

- Jeg er lykkelig for at kunne komme til en ny klub, hvor der bliver satset på en. England har altid været et mål for mig, og jeg ser virkelig frem til atmosfæren og stemningen under kampene. Det har været et hårdt år, og jeg ser nu frem til at komme i gang med den nye sæson. Jeg kan faktisk næsten ikke vente med at komme i gang, siger Simon Makienok til People in sport mixed zone.

Lejeaftale

Charlton Athletic, der spiller i den næstbedste række i England, oplyser på deres hjemmeside, at Simon Makienok er blevet tilknyttet på en et-årig lejeaftale.

- Vi har endelig fundet den spiller, som vi har ledt efter til 9'er-positionen. Han vil gøre os stærkere i angrebet, og hans højde vil give os en anden trussel, som modstanderne vil få svært ved at håndtere. Men han er også god med fødderne, siger træner i Charlton Athletic, Guy Luzon.

24-årige Simon Makienok har spillet seks kampe for det danske landshold.​ Makienok kan i Charlton Athletic blandt andet se frem til at spille sammen den tidligere FC København-angriber Igor Vetokele.

https://twitter.com/CAFCofficial/status/616246355405762560