Den 3. januar 2020, er det et år siden, Liverpool FC senest tabte i Premier League.
En stor del af æren skal tilskrives holdets manager, tyske Jürgen Klopp, som har udvist stor ro og tillid til sine spillere i en branche, hvor der gerne skal resultater på bordet – hellere i går end i dag.
Det fortæller Morten Bruun, der er fodboldekspert hos Discovery Networks.
- Det er unikt og modigt, at et hold som Liverpool ikke hentede en eneste spiller til førsteholdet i sommertransfervinduet. Det fortæller, at Jürgen Klopp har været enormt sikker på, at han har det hold, han vil have, siger Morten Bruun.
Og det hold har i den grad leveret.
Ingen udfald
Ikke blot i denne sæson, men også den seneste sæson, hvor klubben endte på imponerende 97 point ud af 114 mulige, det højeste antal point nogensinde i Premier League, der ikke har rakt til en titel.
Manchester City var nemlig en tand mere suveræne og endte på 98 point.
Det har de til gengæld ikke været denne sæson, og det har banet vejen for Liverpool og Jürgen Klopp, der altså ikke har rystet på hånden endnu.
- De har vist en stabilitet på et ekstremt højt niveau. Det er helt vanvittigt, hvad de har præsteret. Jeg synes personligt, at Manchester Citys topniveau er lige så højt som Liverpools, men Manchester City har haft nogle udfald. Det har Liverpool simpelthen ikke haft, siger Morten Bruun.
Morten Bruun forventer dog, at udfaldene kommer i løbet af foråret, når det spidser til i Champions League - en turnering, som Liverpool vandt den foregående sæson, og som går ind i sin afgørende knockoutfase fra februar.
Men han forventer ikke, at udfaldene kommer i en sådan grad, at den Premier League-titel, som det unægteligt lugter af i Liverpool, kommer i fare.
- Jeg tror stensikkert på, at Liverpool bliver mester. Men jeg tror, at de kommer til at sætte flere point til. Hvis forspringet holder, har de også råd til at nedprioritere nogle af Premier League-kampene til fordel for de Champions League-kampe, som ligger midt på ugen, siger han.
'Nu klikker det hele'
Selv hvis kampene bliver nedprioriteret, og Klopp ikke stiller med de 11 bedste i startopstillingen, er det ikke lig med pointtab.
For den tyske manager har sørget for at holde sine reserver til ilden.
- Klopp er virkelig dygtig til at have den rigtige fornemmelse for, hvornår der skal roteres, og hvornår der ikke skal. Han har et par enkelte urørlige spillere, i særdeleshed Virgil van Dijk, men derudover har han haft en fantastisk god fornemmelse for, hvornår han kan bringe andre spillere på banen. Dem lige uden for startelleveren får en del spilletid, siger han.
Lige siden tyskeren tiltrådte som manager i Merseyside-klubben i oktober 2015, har han arbejdet målrettet på at samle det hold, han ville have. Og ifølge Morten Bruun er det lykkedes.
- Jeg tror, at Jürgen Klopp for et år siden havde følelsen af, at nu klikker det hele. Nu var de der, hvor de skulle være. Nu havde han de spillere, han ville have. Så handlede det mere om at undgå, at nogle af de spillere rejste, end det handlede om at forbedre holdet – for det kunne næsten ikke lade sig gøre, siger han.
Og det har vist sig at være sandt.
Høj klasse
Spillerne har tilbagebetalt tyskerens tillid ved at præstere på banen, og selvom holdet har set mere usikre ud i Champions League-gruppespillet, end de har gjort i Premier League, formåede de alligevel at avancere til de kommende ottendedelsfinaler som etter i puljen. Endnu et flueben kan sættes.
Om lidt træder Liverpool ind i den traditionsrige engelske pokalturnering, FA Cup, og Morten Bruun håber på, at holdet også vil forsøge at gøre sig gældende her.
- Jeg håber, at Jürgen Klopp vil prioritere FA Cuppen for første gang. Han er i en situation, hvor de godt kan tillade sig at smide et point eller to i Premier League, og han har spillere nok til at give pokalturneringen en chance. Hvis man virkelig tænker stort, hvis Liverpool vinder både FA Cup, Champions League og Premier League, har de gjort ærkerivalerne fra Manchester United kunsten fra 1999 efter. Det kan faktisk næsten ikke blive større for Liverpool, siger han.
Men mon ikke Liverpool-fansene vil stille sig tilfredse, hvis det lykkes at hive det første mesterskab hjem siden 1990. I øjeblikket ser det i hvert fald rigtig, rigtig godt ud for dem.
- Klopp har absolut størstedelen af æren for det her hold. Hvis du skal lave en liste over hans fejlslagne transfers, bliver den ikke ret lang. Det er høj klasse. Klopps evne til at se, hvornår han skal handle, og hvornår han ikke skal, har jo formet den enhed, som Liverpool har fremstået som i et års tid nu, siger han.
Artiklen er opdateret efter Liverpools sejr på 2-0 over Sheffield United torsdag aften.