Myndighederne leder videre efter forsvundet Premier League-spiller

Fly og både har indtil videre ledt forgæves efter Emiliano Sala, der frygtes død i flystyrt.

Fans af den franske klub FC Nantes samledes tirsdag aften for at hylde Emiliano Sala, der frygtes omkommet i et flystyrt. (Foto: LOIC VENANCE © Scanpix)

Redningsarbejdere ventes at genoptage eftersøgningen af den argentinske fodboldspiller Emiliano Sala i dag, når det bliver lyst, efter at han forsvandt over Den Engelske Kanal i et fly mandag aften.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Myndighederne på kanaløen Guernsey nær Frankrigs kyst satte i aftes eftersøgningen på pause for natten.

Samtidig oplyste politiet på øen, at chancen for at finde overlevende er "lille".

- Vi har ikke fundet tegn efter dem, der var om bord.

- Hvis de landede på vandet, er overlevelseschancen på dette stadie lav, lød det.

I alt var der ifølge politiet to personer om bord på flyet, Emiliano Sala og flyets pilot. Også piloten savnes.

Kontaktede venner med fly-bekymring

Indtil nu har fem fly og to redningsbåde gennemsøgt mere end 2.600 kvadratkilometer for spor, efter at flyet forsvandt på vej fra Nantes i Frankrig til Cardiff i Wales.

Argentinske Emiliano Sala var lige skiftet fra den franske klub FC Nantes til Premier League-klubben Cardiff, inden han forsvandt. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Den 28-årige argentiner var på vej til Wales, efter at han i lørdags blev købt fri af sin kontrakt med FC Nantes for et beløb svarende til cirka 127 millioner kroner. Han havde netop underskrevet en tre et halvt år lang kontrakt med Premier League-klubben Cardiff.

Tirsdag udtalte Cardiff City F.C.'s administrerende direktør, Ken Choo, at klubben er "i chok" over situationen.

Flere argentinske medier skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Sala kontaktede flere af sine venner fra luften og fortalte om flyproblemer.

- Vi er om bord på flyet, og det er som om, at det snart styrter ned.

- Hvis I ikke har hørt fra mig om halvanden time, så ved jeg ikke, om der bliver sendt nogen ud for at lede efter mig. Jeg ved ikke, om det overhovedet er muligt, siger Emiliano Sala.

- Åh Gud, jeg er virkelig bange, slutter beskeden.

Talebeskeden er verificeret af Salas far, Horacio Sala.

/ritzau/

Facebook
Twitter