Ny konkurrent tvinger dansk landsholdsmålmand tilbage i form

Målmand Jonas Lössl kan modsat sidste sæson ikke føle sig sikker på en plads i Huddersfield-buret.

Jonas Lössl kigger på Ben Hamer, der spillede første kamp i denne sæsons Premier League for Huddersfield. REUTERS/Andrew Yates. (Foto: ANDREW YATES © Scanpix)

Den danske landsholdsmålmand Jonas Lössl sad på bænken i Huddersfields kamp mod Chelsea i weekenden.

I den første Premier League-kamp var det i stedet nytilkomne Ben Hamer, der fik chancen, og sådan kan det også blive i de kommende opgør, hvis ikke Lössl viser sit værd over for manager David Wagner.

- Ben havde en rigtig god opstart, og Jonas kom ikke tilbage i den bedste form efter VM-slutrunden, siger Wagner til The Huddersfield Daily Examiner.

- Han (Lössl, red.) havde en rigtig kort opstart, men jeg er sikker på, at han nok skal hente det tabte og komme i sin bedst mulige form.

30-årige Ben Hamer er kommet til fra Premier League-konkurrenten Leicester, hvor han kæmpede om spilletid med en anden dansk landsholdsmålmand, nemlig Kasper Schmeichel.

- Forskellen fra sidste år til i år er, at vi har konkurrence på målmandspositionen, og det er jeg rigtig glad for.

- Ben Hamer havde en god opstart, og det var derfor, jeg valgte ham til målet, lyder det fra David Wagner.

Allerede efter første runde står det klart, at den tidligere FC Midtjylland-målmand ikke når op på samme antal Premier League-kampe som i sidste sæson.

Lössl spillede nemlig samtlige kampe fra start i Huddersfields første sæson i Englands bedste fodboldrække efter oprykningen fra Championship. Det blev også til to kampe i FA Cuppen.

/ritzau/

Facebook
Twitter