Officielt: Thomas Frank forfremmes til cheftræner i Brentford

Den tidligere Brøndby-træner Thomas Frank er blevet forfremmet i Brentford fra den engelske Championship.

Thomas Frank, der tidligere har trænet Brøndby, skal stå i spidsen for Brentford. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Fodboldklubben Brentford har ansat den tidligere Brøndby-træner Thomas Frank som ny permanent cheftræner.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Frank kan dermed notere en forfremmelse hos klubben, der ligger på syvendepladsen i den næstbedste række i England.

Han afløser Dean Smith, som for nylig forlod jobbet til fordel for samme stilling i Aston Villa. Også Smiths førsteassistent, Richard O'Kelly, meddelte, at han tog med Smith til Aston Villa.

I første omgang blev det meldt ud, at Frank var en midlertidig løsning, men nu er den titel blevet vekslet til en permanent stilling.

Danskeren har siden december 2016 været assistenttræner i Brentford i sit første trænerjob uden for Danmark.

45-årige Frank var cheftræner for Brøndby fra 2013 til 2016. Tidligere stod han blandt andet i spidsen for flere af Danmarks ungdomslandshold.

Ifølge klubbens danske sportsdirektør, Rasmus Ankersen, nyder Frank stor respekt i klubben.

- Thomas ved alt om klubbens strategi, og både spillere og stab har respekt for ham på træningsbanen.

- Han har spillet en særdeles stor rolle i vores udvikling af spillet gennem de seneste år, og vi tror på, at han er klar til jobbet som cheftræner, siger Ankersen til klubbens hjemmeside.

Det står endnu ikke klart, hvem der bliver Franks assistent, men klubben oplyser, at Frank skal hjælpe med at finde den rette.

Den tidligere FCM-assistent Lars Friis skal på kort sigt hjælpe Frank i det daglige.

Thomas Franks tid i Brøndby sluttede brat, da han sagde op i marts 2016.

Det skete i kølvandet på en skandale, hvor bestyrelsesformand og storaktionær Jan Bech Andersen blev taget i at have kritiseret Thomas Frank på et fanforum.

I sin tid som træner førte Frank Brøndby til en tredje- og en fjerdeplads i de to sæsoner, han færdiggjorde.

/ritzau/