Ottende sejr i træk: Schmeichel og Leicester holder snor i Liverpool

Leicester virker ustoppelige for tiden. Søndag tog holdet den ottende ligasejr på stribe.

Schmeichel og Leicester har på andenpladsen 38 point, mens Liverpool har 46 point. Manchester City på tredjepladsen har 32 point. (Foto: Andrew Boyers © Scanpix)

Leicester City-angriber Jamie Vardys målkonto vokser med raketfart i Premier League. Det samme gør hans holds pointkonto.

Søndag slog Kasper Schmeichel og co. på udebane Aston Villa 4-1. Med to mål kom Vardy på tavlen for ottende ligakampe i træk. Og Leicester vandt for ottende kamp i træk.

Dermed er sensationsmestrene fra 2015/2016-sæsonen nærmeste forfølger til det suveræne tophold fra Liverpool.

Leicester har på andenpladsen 38 point, mens Liverpool har 46 point. Manchester City på tredjepladsen har 32 point.

Formstærke Jamie Vardy stod for to mål i udesejren mod Aston Villa. Det var hans 16. ligamål i 16 kampe i sæsonen. (Foto: EDDIE KEOGH © Scanpix)

Jamie Vardy fører Premier Leagues topscorerliste klart efter 16 mål i 16 kampe nu.

Ligatopscoreren har terroriseret mangt et modstanderforsvar i denne sæson, og efter 20 minutters spil var det også den hurtige angriber, som bragte gæsterne foran. Med en smule held.

Vardy blev flot spillet alene igennem, og trods hårdt pres rundede han Tom Heaton i Aston Villa-målet.

Leicester-topscoren ramte dog slet ikke bolden ordentligt efterfølgende, men han kunne stadig nå frem til den efterfølgende, hvor han køligt rundede en forsvarsspiller på målstregen og trillede bolden ind.

Fem minutter før pausen gjorde angrebsmakker Kelechi Iheanacho det til 2-0, men en lidt heldig reducering fra Villa-anfører Jack Grealish i overtiden sendte hjemmeholdet til pause med en smule håb tilbage i bagagen.

Men håbet om en sejr varede ikke længe.

Kasper Schmeichel er ude at puffe bolden væk. (Foto: MOLLY DARLINGTON © Scanpix)

Kort efter pausen pandede Jonny Evans smukt et hjørnespark helt op i målhjørnet fra lang afstand, og så havde Leicester igen en mere komfortabel føring.

Aston Villa kom aldrig i nærheden af et comeback, og i stedet blev det hele afgjort et kvarter før tid. Selvfølgelig af Jamie Vardy.

Den hurtige angriber blev sendt i dybden, og alene igennem trillede han sikkert bolden ind til kampens slutresultat.

Pierre-Emile Højbjerg var med for Southampton, som på udebane tabte 1-2 til Newcastle. Samme cifre blev det, da Sheffield United tog en sejr ude mod Norwich.

/ritzau/

Facebook
Twitter