Danske tilhængere af den engelske Premier League går ikke glip af levende billeder fra den bedste engelske fodboldrække de næste mange år. De vil kunne følge Manchester United, Chelsea, Tottenham og alle de andre traditionsklubber på TV3 Sport.
Hovedselskabet MTG skriver i en pressemeddelelse, at TV3 Sport frem til og med sæsonen 2018/19 har sikret sig en forlængelse af rettighederne til Premier League.
-Premier League er uden tvivl den mest populære nationale fodboldliga i verden, og den har en stor, loyal og voksende fansbase i Skandinavien, siger præsident og CEO for MTG Jørgen Madsen i pressemeddelelsen.
Kampene kommer til at blive vist på en kombination af kanaler og på streamingtjenesten Viaplay.
Dyr aftale i Norge
I 2016/17-sæsonen vil der for første gang være faste kampe fredag aften ud over opgør på lørdage, søndage og mandage.
MTG vil søge om lov til at sublicensere dele af rettighederne i en model, som den kendes i dag, hvor også kanalen 6’eren viser kampe fra Premier League.
Prisen for aftalen er ikke oplyst i pressemeddelelsen, men ifølge det norske medie vg.no har TV2 Norge betalt 1,3 milliarder danske kroner for en aftale af en lignende længde.
Med aftalen har MTG også sikret sig, at deres kanaler i Sverige og Finland kan vise kampe fra Premier League.