Premier League varsler nye regler mod piratligaer: Regelbrud vil medføre betydelige sanktioner

Premier League og FA har i en fælles udtalelse varslet, at der vil blive slået ned på planer om fremtidige udbryderligaer.

Manchester United-fans invaderede søndag klubbens hjemmebane, Old Trafford. (Foto: Oli Scarff © Scanpix)

12 europæiske storklubbers idé om at starte en udbryderliga, den såkaldte European Super League, led et nederlag for to uger siden.

Hele projektet gik i vasken efter to dages tovtrækkeri mellem Super League på den ene side og stort set resten af fodboldverdenen på den anden side anført af Uefa, Det Europæiske Fodboldforbund.

De engelske klubber var de første til at trække stikket. Først Manchester City og derefter de resterende fem, Chelsea, Arsenal, Tottenham, Liverpool og Manchester United.

Nu vil Premier League sikre sig mod fremtidige udbryderligaer ved at indføre nye regler. Det skriver ligaen på sin hjemmeside.

Det er den engelske fodboldliga Premier League og det engelske fodboldforbund, FA, der vil undgå fremtidige planer, og parterne vil derfor indføre en række tiltag, som skal forhindre de engelske klubber om at danne ligaer uden for Premier League.

- Få klubbers handlinger skal ikke have lov til at skabe sådan en opdeling og forstyrrelse, skriver Premier League.

- Vi er fast besluttede på at opklare, hvad der skete og stille disse klubber til ansvar for deres beslutninger og handlinger.

Premier League og FA skriver i den fælles udtalelse, at klubejerne skal skrive under på et regelsæt, som skal være bygget op af kerneprincipperne i Premier League. Bryder klubberne reglerne, vil det medføre betydelige sanktioner, lyder det i udtalelsen.

Parterne vil også samarbejde med den britiske regering og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, der ikke har lagt skjul på, hvilken side af Super League-diskussionen han er på.

- Jeg hilser aftenens udmelding velkommen. Det er det rigtige resultat for fodboldfans, klubber og lokalsamfund i hele landet, sagde han for halvanden uge siden, da Super League gik i opløsning.

- Vi må fortsætte med at beskytte vores elskede nationalsport.

Real Madrids præsident, Florentino Perez, var udpeget som præsident for piratligaen European Super League. Han tror stadig på idéen om en udbryderliga. Det samme gør Juventus og Barcelona, der endnu ikke har droppet planlægningen af Super League. (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

Fans demonstrerede i Manchester

Premier League og FA's udtalelse kommer dagen efter, at European Super Leagues efterspil nåede nye højder med flere hundrede fans' invadering af Manchester Uniteds stadion, Old Trafford.

Fansene protesterede i Manchesters gader i løbet af eftermiddagen samt ude foran stadionet mod klubbens ejer, Glazer-familien. Hele balladen kulminerede, da flere hundrede fans sikrede sig adgang til stadion.

  • Mange Manchester United-fans havde samlet sig i Manchesters gader og ude foran klubbens hjemmebane, Old Trafford, for at protestere mod de amerikanske ejere. (Foto: Phil noble © Scanpix)
  • Flere hundrede fans sikrede sig adgang til stadion, hvilket blandt andet fik eftermiddagens kamp mellem Manchester United og Liverpool udskudt. (Foto: Carl Recine © Scanpix)
  • Budskabet var simpelt: Glazers Out - Ud med Glazer-familien. Fansenes utilfredshed med de amerikanske ejere er stor. (Foto: TIM KEETON © Scanpix)
  • The Guardian skriver, at Manchester United vil opruste på sikkerhedsforanstaltningerne inden klubbens næste hjemmekampe. (Foto: Carl Recine © Scanpix)
  • To betjente kom til skade under søndagens begivenheder, oplyste politiet i Manchester mandag. (Foto: Carl Recine © Scanpix)
1 / 5

Politiet i Manchester oplyste mandag, at to betjente var kommet til skade under protesterne, hvor der blandt andet blev kastet med romerlys. Urolighederne var skyld i, at kampen mellem Manchester United og Liverpool, som skulle være spillet søndag eftermiddag, blev udsat.

Fansenes utilfredshed kommer efter, at klubbens amerikanske ejer, Glazer-familien, i første omgang valgte at indgå i Super League-projektet. Familien overtog i 2005 aktiemajoriteten i Manchester United til stor utilfredshed blandt klubbens fans. Lige siden har forholdet mellem ejerne og fansene været skidt, hvilket altså kom til udtryk søndag.

Urolighederne har mandag fået flere britiske politikere til at gå ind i sagen. Blandt andre Manchesters borgmester, Andy Burnham.

- Jeg forstår til fulde de bekymringer, som hovedparten af Manchester United-fansene har omkring ejerskabet og den måde, klubben drives på økonomisk. Det er vigtigt at gøre klart, at de fleste tilhængere protesterede fredeligt.

- Men der er ingen undskyldning for de handlinger, som en mindre del stod for, og som gik ud over politibetjente og bragte andres sikkerhed i fare, siger Burnham ifølge Ritzau.

Boris Johnson har flere gange tilkendegivet, at han på ingen måde støtter tankerne om, at de engelske klubber vil deltage i en udbryderliga. (Foto: pool © Scanpix)

Også Storbritanniens premierminister Boris Johnson har mandag udtalt sig om urolighederne i Manchester. Selvom han 'ikke synes, det er en god idé at have en forstyrrende opførsel og demonstrationer af den karakter', så kan han alligevel godt forstå fansene.

- På den anden side forstår jeg folks store følelser. Det er en god ting, at vi har været i stand til at gøre ting, der har gjort det klart, at European Super League ikke bliver værdsat af befolkningen i dette land - eller af regeringen, siger han ifølge The Evening Standard.

Det britiske medie The Guardian skriver mandag, at Manchester United-fansene har planer om at afbryde flere af de resterende kampe i sæsonen med protester mod Glazer-familien.

Mediet skriver samtidig, at Manchester United vil gennemgå sikkerhedsforanstaltningerne i kølvandet på søndagens protest og overveje at forbyde fans, der har været ansvarlig for vold og ulovligheder, adgang til stadion.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk