Schmeichel: Min bedste ven vil have Kasper

Flere Premier League-klubber vil have fingre i Kasper Schmeichel, fortæller hans far.

Interessen for at have en Schmeichel på mål er stadig stor. (Foto: Nils Meilvang /Scanpix)

Kasper Schmeichel har slået sit navn fast i engelsk fodbold med sine præstationer for Leicester City i den næstbedste engelske række, og der er allerede bud fra flere Premier League-klubber, der er interesserede i at hente den danske målmand.

Det slår manden, hvis skygge han har brugt de første år af sin karriere på at kæmpe sig ud af, fast.

- Der er en del (interesserede klubber), siger Peter Schmeichel til DR Sporten, der mødte den gamle målmandslegende til landsholdets træning i Helsingør.

Varmest skulle interessen være fra Hull, der netop har sikret sig oprykning til Premier League i næste sæson, og den nordengelske klub kunne være et godt bud på en ny arbejdsgiver. 

Ikke mindst på grund af den specielle relation der er mellem klubbens manager, Steve Bruce, og familien Schmeichel.

Kasper Schmeichel i aktion i venskabskampen mod Makedonien (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

- Hull har indgivet to officielle bud, og de har en supergod manager; Steve Bruce, der er en af mine bedste venner. Han har kendt Kasper siden han var tre et halvt år. Og Kasper og Alex, Steves søn, har leget sammen og er vokset op sammen. Det er en fantastisk sjov historie.

Det er dog ikke givet, at et skifte sådan uden videre falder på plads, for Leicester har tænkt sig at slippe årets målmand i The Championship uden videre.

- Men hvordan det ender, det styrer Kasper fuldstændig sammen med sin agent og klubberne. Men det er ikke nemt, for han står i en klub, der absolut ikke vil give slip på ham. 

- Det er interessant at følge, og jeg står på sidelinjen og er en meget stolt far, siger manden, der stadig har den danske landskampsrekord med 129 optrædener.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve