Sen Arsenal-scoring sikrer et point mod Liverpool

Liverpool var på vej mod endnu sejr, men Alexandre Lacazette reddede med en sen scoring et point til Arsenal.

Arsenals Alexandre Lacazette sparker et enkelt point hjem til London-klubben mod Liverpool. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © AFP or licensors)

Liverpool er fortsat ubesejret i toppen af Premier League, men holdet måtte for tredje gang i denne sæson nøjes med et point, efter at lørdagens topkamp mod Arsenal endte 1-1 på Emirates Stadium i London.

I en underholdende kamp bragte James Milner Liverpool foran efter en time, inden Alexandre Lacazette udlignede i slutfasen.

At der skulle gå 60 minutter, inden første scoring faldt, var nærmest et mirakel, for især første halvleg bød på en stribe fine målchancer, og begge hold fik mål annulleret for offside.

Både Roberto Firmino og Virgil van Dijk ramte træværket for Liverpool, mens Arsenals Henrikh Mkhitaryan headede lige forbi et gabende tomt mål.

Bernd Leno i Arsenal-målet havde en blandet dag, hvor han leverede flere store redninger, men tyskeren diskede også op med et par fejl, og han var impliceret, da Milner bragte Liverpool i front.

Milner på pletten

Sadio Mane blev sendt til baglinjen i venstre side og sparkede bolden ind foran Arsenal-målet. Her fik Leno ikke slået den langt nok væk, og så kunne Milner sparke kuglen fladt i nettet fra kanten af feltet.

Arsenal har efter en lidt haltende start haft et par gode måneder, og Unai Emerys mænd spiller med stor selvtillid.

Otte minutter før tid fik holdet udlignet ved Alexandre Lacazette, der i venstre side af straffesparksfeltet driblede rundt med den tøvende Liverpool-keeper Alisson, inden han drejede bolden over i modsatte side af målet.

At Sadio Mane umiddelbart efter var tæt på at genetablere gæsternes forspring, var et perfekt billede på en afvekslende og begivenhedsrig topkamp.

Liverpool har 27 point på ligaens førsteplads, men kan blive overhalet af Manchester City, der spiller mod Southampton søndag. Arsenal har fire point færre på fjerdepladsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter