Er Ronaldo og Messis æra forbi? Kraul og Liniger peger på Modric til Ballon d’Or

I aften skal verdens bedste fodboldspiller findes i den hæderkronede Ballon d’Or-afstemning. DR Sportens to fodboldkommentatorer Andreas Kraul og Henrik Liniger giver her deres bud på en vinder.

Luka Modric var den helt store profil på det kroatiske landshold, som i sommers spillede sig i VM-finalen mod Frankrig. (Foto: IVAN ALVARADO © Scanpix)

Siden 2008 har den årlige Ballon d’Or-uddeling været en forudsigelig affære.

De to altoverskyggende stjerner i international fodbold Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har fordelt rovet mellem sig med fem titler hver.

Deres position som sportens ubetinget største navne har været en selvfølgelighed, men det kan der måske rykkes ved i år.

DR Sportens fodboldkommentatorer Andreas Kraul og Henrik Liniger giver her deres udlægning af årets uddeling og peger på deres personlige favorit.

Har Ronaldo og Messi vundet deres sidste Ballon d’Or?

Henrik Liniger: - Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror ikke, Ronaldo kommer til at vinde igen. Han er blevet ældre og spiller også i en liga, hvor han ikke kommer til ligeså mange muligheder. Men jeg er ikke sikker på, at vi har set det sidste til Lionel Messi.

- 2019 er ikke præget af ligeså mange landsholdskampe, og hvis Messi laver sine mange mål og sikrer Barcelona flere trofæer, kunne han godt vinde Ballon d’Or næste år.

Andreas Kraul: Det tror jeg personligt. Man kan godt mærke, at de er blevet ældre, og specielt Ronaldo er ikke den samme spiller længere. Jeg vil ikke udelukke, at én af dem kan vende tilbage og vinde en enkelt pris, men deres dominans er forbi.

- Det er første gang i ti år, at det er sandsynligt med en anden vinder end Ronaldo eller Messi, så det er klart den overskyggende historie om årets Ballon d’Or.

  • Ballon d'Or plejer at skifte hænder mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. Ronaldo har vundet prisen i 2008, 2013, 2014, 2016, og 2017... (Foto: STRINGER)
  • ... mens Messi har taget prisen i 2009, 2010, 2011, 2012 og 2015. De er de eneste spillere med 5 priser i alt. (Foto: © Arnd Wiegmann / Reuters)
1 / 2

Hvem er de største favoritter?

Andreas Kraul: - Luka Modric er den absolutte topfavorit. Han har monopoliseret priserne i år ved først at blive VM’s bedste spiller, snuppe Fifa’s kåring som verdens bedste spiller og fået prisen som Europas bedste spiller fra Uefa.

- I et VM-år bliver der altid skelet til verdensmestrene, så jeg vil pege på trekløveret Antoine Griezman, Kylian Mbappé og Raphael Varane som de største udfordrere.

Henrik Liniger: - Det er det mest åbne felt i årevis, og flere spillere kan løbe med prisen, men Modric er den klare favorit. Han førte næsten egenhændigt Kroatien i VM-finalen

Hvem, synes du, bør vinde?

Andreas Kraul: Jeg ville pege på Luka Modric. Men det er svært i år, for alle spillerne har haft deres dyk på formkurven, og Modric har ikke været flyvende efter VM. Til gengæld har han vundet Champions League for tredje år i træk, og så leverede han en helt formidabel præstation ved at føre Kroatien i VM-finalen.

Henrik Liniger: Jeg peger også på Modric, men hvis man vil pege på en verdensmester, håber jeg personligt på Raphael Varane. Han er forsvarsspiller, og de bliver tit overset, men han har været fantastisk i både Champions League- og VM-sammenhæng.

Se hele Ballon d'Or-uddelingen, hvor også danske Pernille Harder er nomineret på kvindesiden, direkte på DR3 og DR TV mandag aften fra kl. 20.50. Andreas Kraul og Henrik Liniger kommenterer showet.

Facebook
Twitter