Eriksen assisterer i Tottenham-triumf på Old Trafford

Christian Eriksen lagde op til et mål, da Tottenham vandt 3-0 på udebane over Manchester United.

Christian Eriksen lagde op til Lucas Mouras 2-0-mål mandag aften. (Foto: ANDREW YATES © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Tottenham har fået en perfekt sæsonstart i Premier League, mens Manchester United allerede halter efter konkurrenterne.

Sådan er status for de to hold, efter at Tottenham mandag aften på udebane ydmygede Manchester United ved at vinde 3-0 på Old Trafford i en kamp, hvor Christian Eriksen lagde op til Tottenhams andet mål.

Dermed har Tottenham åbnet sæsonen med tre sejre, mens Manchester United har hentet én sejr og to nederlag i sæsonens første tre kampe.

Tilskuerne på det berømte stadion i Manchester begyndte udvandringen, da gæsterne fra London kom foran med 3-0.

Dermed stiger presset på manager José Mourinho, som dog heller ikke fik en hjælpende håndsrækning af sine spillere.

Han måtte blandt andet se angriberen Romelu Lukaku brænde på et tomt mål efter et kvarter, selv om belgieren ellers have rundet Tottenham-målmand Hugo Lloris. Lukaku sendte på mystisk vis bolden forbi mål.

Kane åbnede

I den underholdende første halvleg var der flere andre muligheder til begge hold, men målene lod vente på sig til efter pausen.

Harry Kane åbnede målscoringen, da han efter et hjørnespark fra Kieran Trippier headede Tottenham i front i det 50. minut.

Blot to minutter senere blev føringen fordoblet, og det var med hjælp fra Christian Eriksen.

Danskeren modtog bolden nede langs højrekanten, og han sendte bolden fladt ind til brasilianeren Lucas Moura, der afsluttede fladt og fik bolden uden om David de Gea.

Brasilianeren endte med at blive dobbelt målscorer, da han efter 84 minutter brugte sin enorme fart til at slide sig fri af United-forsvaret for derefter at udplacere David de Gea nok en gang.

/ritzau/

Facebook
Twitter