Eriksen skal hjælpe med den hollandske kultur i Manchester United

Christian Eriksen kan få Premier League-debut for Manchester United, når de hjemme åbner sæsonen mod Brighton.

Christian Eriksen kan få Premier League-debut for Manchester United, når de søndag møder Brighton. (Foto: Stian Lysberg Solum © Ritzau Scanpix)

Christian Eriksen og Manchester United. For år tilbage var det en af Premier Leagues hotteste flirter. Men romancen nåede aldrig videre end det.

Den danske midtbanekreatør storspillede for londonklubben Tottenham, men i stedet for at blive i det engelske i jagten på nye eventyr, nappede Eriksen flyet sydpå og skrev kontrakt med italienske Inter.

Men Eriksens gode øje til United var skam god nok, det fortæller hovedpersonen selv til The Guardian, efter han tidligere på sommeren endelige satte handling bag flirten og skrev under med Manchester-klubben.

- Da jeg var i Tottenham, snakkede jeg med alle managere i Manchester United for at høre ind til klubben, men jeg kunne ikke se mig selv spille for en anden engelsk klub på daværende tidspubkt. Derfor tog jeg til udlandet, lyder det fra Christian Eriksen.

Christian Eriksen har allerede været i aktion i United-trøjen. Men det har været i træningskampe. Søndag er der mulighed for at danskeren kan lufte trøjen i Premier League. (Foto: Nigel Roddis © Ritzau Scanpix)

Nu er Eriksen så landet i Manchester United på en treårige kontrakt efter et halvt år hos Premier League-kollegaerne fra Brentford. Et halvt år som har vist, at den 30-årige dansker bestemt har niveauet til at løfte United.

Sådan lyder vurderingen fra fodboldjournalist ved den britiske avis The Independent, Miguel Delaney, som gennem de seneste ti år har dækket den engelske Premier League.

- Det er muligt, at engelsk fodbold har glemt, hvor god Eriksen faktisk kan være. Selvfølgelig har han spillet godt i Brentford, men det var i den nederste halvdel af ligaen. Jeg tror, han i Manchester United igen vil vise folk, hvilken klassespiller, han er.

Miguel Delaney kan sagtens huske, hvordan Eriksen på Tottenhams midtbane dominerede Premier League i de sæsoner, hvor han spillede allerbedst i londonklubben.

Og fodboldjournalisten er ikke i tvivl om, at danskeren igen kan finde det topniveau og derigennem hjælpe Manchester United på rette spor efter flere sæsoner, hvor spillet har haltet i storklubben.

- Jeg tror ikke, det er umuligt, at vi kommer til at se, han når det topniveau, han havde, da han spillede i Tottenham, siger Miguel Delaney.

- Den største forskel er i virkeligheden ikke Eriksen, men Manchester United. Meget kommer til at afhænge af, hvilke spillere de ellers henter ind, og hvordan de kommer til at spille under den nye træner.

Christian Eriksen (venstre) og Manchester United-manager Erik ten Hag (højre) kan få meget ud af, at de begge har en fortid i den hollandske klub Ajax. (Foto: Stian Lysberg Solum © Ritzau Scanpix)

Eriksen kender trænerens filosofi

Den nye mand i spidsen for de røde djævle er hollænderen Erik ten Hag, som op til denne sæson er hentet i den hollandske storklub Ajax.

En klub som Christian Eriksen kender særdeles godt. Danskeren spillede fra 2010 til 2013 flere end 100 kampe for Ajax.

Og netop den hollandske forbindelse kan ifølge Miguel Delaney blive en fordel for både Eriksen og Ten Hag i deres kommende samarbejde.

- Erik ten Hag har kæmpet med at få spillerne i Manchester United til at forstå hans hollandske måde at spille fodbold på. Der kan Eriksen blive en nøglespiller, fordi han er formet at netop den kultur, som Erik ten Hag gerne vil have på sit hold.

Men bare fordi Erik ten Hag nu har fået en spiller, som kender filosofien, er det langt fra givet, at det automatisk kommer til at glide på skinner for Manchester United. Dertil mangler der ifølge Miguel Delaney stadig en del brikker i United-puslespillet.

- Jeg er sikker på, at Eriksen på sigt bliver en nøglespiller, men det er ikke op til én spiller at løse de spillemæssige problemer, der har været i Manchester United. Deres startopstilling er efter min opfattelse ikke komplet endnu, og indtil de får styr på den, bliver det op til spillere som Eriksen at fylde hullerne på bedst mulige måde.

Christian Eriksen kan få Premier League-debut for Manchester United søndag, når de klokken 15.00 møder Brighton hjemme på Old Trafford.