Eriksen tilbage på den helt store scene inden VM: 'Alle går op i, hvordan det går Manchester United'

Christian Eriksen skal vænne sig til lidt mere opmærksomhed, efter skiftet til Manchester United.

(Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)

For første gang i den nye fodboldsæson er landsholdet samlet i Helsingør, forud for de to afsluttende Nations League-kampe mod Kroatien og Frankrig.

Ovre er en sommer, der har budt på store, nye adresser til flere af de danske spillere. Ikke mindst landholdets offensive trumfkort, Christian Eriksen.

Den danske midtbanedirigent har taget skiftet fra den lille scene i Brentford til 'Drømmenes Teater', Old Trafford, og mægtige Manchester United, hvor Eriksen bliver akkompagneret af nogle af sportens største aktører.

Christian Eriksen har for alvor taget dirigentstokken i det engelske. (Foto: Carl Recine © Ritzau Scanpix)

Et naturligt spring for den danske stjerne, og selvom CV'et udover Brentford tæller storklubber som Ajax, Tottenham og Inter, er der ingen tvivl om at både opmærksomheden, holdningerne og publikums forventninger har fået et nøk opad i Manchester.

- Alle kender jo logoet og brandet Manchester United, så jeg vidste godt hvad det handlede om. Men det er selvfølgelig noget helt andet at være en del af det, end at se det udefra, siger Christian Eriksen.

Alle har en holdning til Manchester United

Et hurtigt kig på de sociale medier viser, at Christian Eriksen ganske rigtigt er havnet i spotlyset. På Twitter bliver Manchester United i skrivende stund fulgt af knap 33 millioner mennesker, mod de 285.000, der går op i hvad Brentford foretager sig.

Noget Eriksen for alvor fik at føle, da Manchester United startede sæsonen med to nederlag, hvor superstjernerne blandt andet fik ørene i maskinen mod netop Brentford.

0-4. Av.

- Alle går op i, hvordan det går Manchester United. Både eksperter og fans på sociale medier. Vi startede lidt rodet og tabte nogle kampe, og så mente mange, at holdet pludselig var det værste nogensinde, siger Christian Eriksen.

Det startede skidt for Eriksens ophold i Manchester United. Blandt andet med et nederlag til danskerens tidligere holdkammerater fra Brentford. (Foto: David Klein © Ritzau Scanpix)

Siden har piben fået en anden lyd, i takt med at de 20-dobbelte engelske mestre har fundet melodien under holdets nye træner, Erik Ten Hag, der ligesom Christian Eriksen har en fortid i hollandske Ajax.

Fire sejre i streg er det blevet til i Premier League, alle med Eriksen fra start, hvor det er blevet til én enkelt assist og rosende ord fra alle ledder og kanter for spillet på banen.

- Det tager selvfølgelig tid, både for mig og den nye træner. Men jeg synes allerede der er stor forskel fra de første kampe. Så jeg synes, det går den rigtige vej, siger Christian Eriksen, der sammen med sin nye klub indtager femtepladsen i Premier League.

Lover godt for VM

Som altid har landsholdets 10'er benene solidt plantet på jorden, når snakken falder på den fynske flødefods præstationer.

I hvert fald diskuterer Manchester Uniteds fans allerede på sociale medier, om Eriksen er en opgradering fra den franske verdensstjerne og -mester, Paul Pogba, der forlod klubben i sommer.

Også den danske landstræner Kasper Hjulmand er fuld af forundring for Eriksens indtog i storklubben.

- Jeg er meget imponeret. Han spiller afslappet, men stadig med høj koncentration og kvalitet. Han er så godt et sted som spiller, og vi er simpelthen så glade for at se ham klare sig på den måde, siger landstræneren.

Selvom Eriksens nye adresse er en af de største, er danskeren, sammen med Cristiano Ronaldo, Casemiro, Raphael Varane og alle de andre stjerner, parkeret på de billige pladser, når det kommer til de internationale turneringer.

Den danske landstræner er godt tilfreds med den udgave af Christian Eriksen, der er mødt ind i landsholdslejren. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Her står den på Europa League og udebaneture til Cypern og Moldova, som nok ikke er kampe, der ryger direkte i stoklubbens scrapbog.

Til gengæld betyder det, at der bliver plads til at hvile den gyldne højrefod trods et tætpakket program, inden VM til november løber af stablen. Til gavn for det danske landshold, vurderer Kasper Hjulmand.

- Lige i det her tilfælde, er det måske meget godt, at Manchester United ikke spiller Champions League, for de, der gør, har meget at se til. Nu får han fin rytme frem mod VM, og der tror jeg, vi får en Christian i topform med, siger han.

Christian Eriksen og det danske landshold møder torsdag Kroatien i Zagreb. En kamp du kan følge i LIGA på P4 fra klokken 20.45.