Et år efter VM er DBU tilbage i Qatar for at gøre status: 'Et blandet billede'

Direktøren for Dansk Boldspil-Union er på besøg i Qatar for at se, hvordan det går med arbejdsforholdene på bagkant af VM.

Erik Brøgger Rasmussen tiltrådte som administrerende direktør i DBU den 1. oktober. I denne uge er han i Qatar for at tale med myndighederne og organisationer, der arbejder for bedre arbejdsforhold i landet. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Selvom VM i Qatar er et overstået kapitel, så er direktøren for Dansk Boldspil-Union (DBU), Erik Brøgger Rasmussen, i disse dage bladret tilbage med et kritisk blik på ørkenstaten.

I forbindelse med VM-slutrunden i 2022 pressede DBU og en række andre nationale fodboldforbund på for at gøre noget ved de kritisable arbejdsforhold i Qatar. 'En kritisk dialog', kaldte man det.

Nu, et år efter slutrunden, bruger direktøren tre dage i ørkenstaten for at finde ud af, om Qatar er kommet mål med forbedringen af menneskerettigheder. Eller måske rettere hvor langt de er fra mål.

Her er tre af hovedpunkterne fra det pressemøde, som DBU-direktøren afholdt tirsdag eftermiddag fra Qatar.

1

Arbejdet er stadig i gang - resultaterne mangler

Der er endnu ikke noget officielt tal på antallet af migrantarbejdere, der mistede livet under forberedelserne til VM i Qatar. (Foto: © HAMAD I MOHAMMED, Ritzau Scanpix)

Erik Brøgger Rasmussen ved, hvad pressen vil have. Han indleder derfor pressemødet med konklusionen på spørgsmålet: Hvordan går det i Qatar?

Men svaret bliver ikke så konkluderende. Direktøren bruger ordene: Et blandet billede.

- Det positive er, at der er en del lovreformer, der er kørt igennem de senere år og i år. Det vil sige, at basis er tilpasset på en lang række områder. For eksempel er kafala-systemet afskaffet, og den lovgivning, der er på området, er rimeligt fornuftig.

- Når det så er et blandet billede, er det fordi, at praksis langt fra følger den nye lovgivning. Det kniber med at få den implementeret, fortæller DBU-direktøren.

International Labour Organization (ILO), der er underlagt FN, oplyser, at mange arbejdstagere i Qatar fortæller, at der er kommet noget andet i stedet for kafala-systemet, så det stadig er svært for migrantarbejderne at skifte arbejdsgiver, mens nogle ganske enkelt ikke følger den nye lovgivning.

I Qatar blev migrantarbejderne især brugt til at bygge de mange fodboldstadioner, som landet manglede frem mod VM. Der er stadig en del arbejdere, som mangler løn fra den periode, men det har man endnu ikke givet op på at få udbetalt.

- Nogle firmaer er gået konkurs, og hvor går man så hen? Der er oprettet noget lignende Lønmodtagernes Garantifond. Det er i princippet dem, man skal have fat i. Det er ikke så nemt, som det lyder. Men hvordan den enkelte arbejder kommer igennem til dem, ved vi ikke endnu, fortæller Erik Brøgger.

- Flere fagforeninger samarbejder med regeringen, og det ser ud til at fortsætte. Jeg har hørt tre-fire internationale fagforeninger blive nævnt til møderne.

2

Fifa skylder svar

Gianni Infantino er præsident i Fifa, der snarligt udgiver en rapport, der konkluderer Fifas arbejde for forbedrede menneskerettigheder i Qatar. (Foto: © Gabriel bouys, Scanpix Denmark)

I forbindelse med stadionbyggeriet omkom nogle af migrantarbejderne. Her er der også en del erstatningssager, der stadig kører. Her kan DBU dog ikke få svar i Qatar. Det skal de have fra Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Svaret kommer forhåbentlig i en rapport, som Erik Brøgger Rasmussen og mange andre nationale fodboldforbund venter på i spænding.

Rapporten skal klargøre de erfaringer, som Fifa gjorde sig under VM i november og december sidste år, samt hvad de vil gøre frem mod kommende slutrunder.

- Vi ved, at den kommer, men ingen ved, hvad der kommer til at stå. Det bliver interessant at se. Der skylder Fifa helt sikkert en del svar, lyder det fra DBU-direktøren.

Erik Brøgger Rasmussen håber, at rapporten også vil oplyse de krav, som Fifa stillede til Qatar, og om de er blevet håndhævet.

3

DBU vil presse Fifa - ikke værtslandet

Rådet til DBU er, at unionen får størst indflydelse ved at rette kritikken mod Fifa og ikke det pågældende værtsland. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Direktørens tur til Qatar handler i høj grad også om, hvad DBU kan lære af det arbejde, de gjorde med den kritiske dialog, og hvilke resultater det skabte.

Erik Brøgger Rasmussen fortæller, at man vil tage alle indtryk med hjem til Danmark og evaluere. En ting står dog lysende klart.

- Fodboldens positive forandringskraft er helt sikkert større, hvis Fifa tager løftestangen, siger Erik Brøgger Rasmussen.

- Det er her, vi skal gøre vores stemme gældende. Det, vi får at vide her i Qatar, er, at det giver bedre resultater ved at skubbe til Fifa, end det gør ved at skubbe til værtslandet.

Det er Fifa, der tildeler værtskabet, og dermed er det Fifa, som et land skal forsøge at påvirke under værtskabstildelingen.

Når det kommer VM-værtslande har Fifa nogle retningslinjer, som omhandler for eksempel menneskerettigheder, der skal overholdes.

Det er her, DBU vil presse på for, at Fifa overholder de retningslinjer, som de selv har sat.

- Vi skal også til klub-VM i Saudi-Arabien (i december, red.), for der er en masse Fifa-folk samlet, vi vil have dialog med. Det bliver en mulighed for os at kommunikere budskabet igen og blive ved med at pege på, at retningslinjerne skal følges. Både i Saudi-Arabien, men også ved de kommende VM-slutrunder, siger DBU-direktøren.

Meget tyder på, at VM i 2034 vil blive afholdt i Saudi-Arabien, da landet som det eneste har meldt sig i kampen om værtskabet.