Brøndby møder finsk hold i Europa League-kvalifikationen

Brøndby skal op mod FC Inter Turku i den første runde af kvalifikationen til Europa League-gruppespillet.

Kamil Wilczek og resten af Brøndby-holdet skal en tur til Finland som en del af kvalifikationen til Europa League. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Brøndby-mandskabet skal en tur til Finland i forsøget på at kvalificere sig til Europa League-gruppespillet.

Klubben skal op mod FC Inter Turku, der har hjemmebane i det sydlige Finland. Det stod klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag trak lod til første runde af kvalifikationen.

Inter Turku sluttede på en syvendeplads i den seneste sæson af den finske liga. I den igangværende sæson topper holdet ligaen efter 12 kampe.

Den første af de to playoffkampe skal spilles 11. juli, mens den anden kamp skal spilles 18. juli.

Det ligger endnu ikke fast, hvilket af de to hold der starter på hjemmebane.

Brøndby sikrede sig pladsen i Europa League-kvalifikationen efter en samlet sejr over Randers FC i to playoffkampe.

Brøndby måtte ud i playoffkampene, efter at holdet sluttede på fjerdepladsen i den danske liga.

Onsdag trækkes der lod til anden runde af Europa League. Her indtræder Esbjerg, der sluttede på tredjepladsen i Superligaen, mens FC Midtjylland indtræder i tredje runde, efter at holdet sluttede som nummer to i ligaen.

FC København skal spille kvalifikation til Champions League-gruppespillet. De danske mestre træder ind i anden runde, og FCK's modstander findes onsdag.

/ritzau/

Facebook
Twitter