Dynamo Kiev i storhed og fald: Tre ting, du bør vide om FC Københavns modstander

Klubben har været Østeuropas fodboldfyrtårn siden 60'erne, men der har både været op- og nedture.

(Foto: Lionel Cironneau)

FC København møder i aften de blåhvide fodboldhelte fra Ukraines hovedstad, Kiev, der siden klubbens fødsel for 92 år siden har markeret sig som Østeuropas fodboldstormagt på klubplan.

Klubben var den mest vindende i Sovjetunionen, har vundet Europacuppen for pokalvindere to gange og UEFA Super Cup en enkelt gang. Men Dynamo Kiev har også oplevet skandaler i form af bestikkelse med pelsfrakker og sportslige nedture.

Herunder ser vi nærmere på tre kapitler i klubbens historie.

1

På toppen af Europa i 1986

Et af de absolutte sportslige højdepunkter for Kiev-klubben var da det legendariske hold fra 1986 smadrede spanske Atletico Madrid i finalen i Europacuppen for pokalvindere.

Med en overbevisende 3-0 sejr cementerede Ukrainerne deres plads på toppen af den europæiske fodboldscene. Sejren kom blandt andet i hus ved et mål af Dynamo Kievs måske største klublegende Oleg Blokhin, der også spillede med da holdet vandt den samme turnering i 1975. Det samme år vandt han den oprindelige Ballon d'Or-pris, som blev givet til årets bedste europæiske fodboldspiller.

I 1986 var det også en Dynamo Kiev-spiller, der vandt Ballon d'Or, nærmere bestemt Igor Belanov, der scorede fire mål ved VM i Mexico, hvor det sovjetiske landshold, der næsten var identisk med Dynamo Kiev, nåede 1/8-finalerne.

2

Ukrainske snydepelse sender AaB i Champions League

Erik Bo Andersen og resten af AaB-holdet kunne ikke stille noget op på banen mod Dynamo Kiev. Men en bestikkelsesskandale sikrede alligevel danskerne en plads i Champions League. // NORDFOTO 1995 (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Sportsligt set har det dog ikke kun stået på champagne og kaviar for den ukrainske hovedstadsklub. Det oplevede de danske sportsinteresserede på tæt hold, da klubben i 1995 efter at have slået AaB ud i kvalifikationen til Champions League senere blev taget for forsøg på bestikkelse i Champions League-kampen mod Panathinaikos.

Ukrainerne havde forsøgt at bestikke kampens spanske dommer, Antonio Lopez Nieto, med to pelsfrakker til en værdi i omegnen af 175.000 kroner og blev kylet ud af turneringen. AaB overtog Ukrainernes plads i Champions League og blev det første danske hold i turneringens historie.

I år må Dynamo Kiev atter spejde langt efter klubfodboldens mesterrække, da de i kvalifikationen til Champions League blev slået ud af belgiske Club Brügge. Dermed er det tredje sæson i træk, hvor ukrainerne ikke har deltaget i turneringen.

3

Helten af Ukraine stråler på den europæiske fodboldhimmel

Andrej Shevchenko havde sin storhedstid i AC Milan, men han afslutede karrieren i sin barndomsklub Dynamo Kiev. (Foto: STRINGER/RUSSIA © Scanpix)

I løbet af klubbens historie er nogle af verdens bedste spillere blevet opdraget i Dynamo Kiev. Oleg Blokhin er vel nok den største historisk set, men i nyere tid har særligt den ukrainske angrebsspiller Andrej Shevchenko, der har været det spillende eksempel på Dynamo Kievs formåen inden for talentarbejde.

I sin tid som førsteholdsspiller hos Dynamo Kiev var Shevchenko med til at vinde det ukrainske mesterskab fem gange på fem år. Han spillede også en afgørende rolle på det Dynamo Kiev hold, som i 1999 nåede semifinalen i Champions League.

Senere i karrieren tog Shevchenko videre ud i Europa, hvor han for AC Milan blev topscorer i den italienske Serie A, vandt det italienske mesterskab, var med til champions league-trofæet og blev valgt som året fodboldspiller i Europa i 2004. Det fik Ukraines forhenværende præsident Leonid Kuchma til at tildele ham ordenen "Helt af Ukraine".

Shevchenko kom også forbi Chelsea i England, før han afsluttede karrieren i Dynamo Kiev i 2012.

Kampen mellem FC København og Dynamo Kiev spilles i Parken 18.55 og kan følges direkte i Liga på P3.