Eriksen stempler for alvor ind: Scorer første mål for Inter

Christian Eriksens første Inter-mål hjalp holdet til sejr mod Ludogorets i Europa League

Christian Eriksen jubler over sin scoring til 1-0. (Foto: STOYAN NENOV © Scanpix)

Christian Eriksen stemplede for første gang ind som målscorer for Inter.

Danskerens mål sendte det italienske hold på sejrskurs, da bulgarske Ludogorets blev slået 2-0 i den første af to 16.-delsfinaler i Europa League.

Den danske midtbanekreatør startede inde og kvitterede for Inter-træner Antonio Contes tillid med sin scoring, der faldt med cirka 20 minutter tilbage af den ordinære spilletid.

Inden 1-0-scoringen stod der som forventet Inter på det meste, men det italienske hold manglede konsekvent skarpheden, når det for gjaldt.

  • Christian Eriksen var med fra start for Inter i udekampen mod Ludogorets. (Foto: Vassil Donev © Scanpix)
  • Danskeren lykønskes efter 1-0-scoringen. (Foto: NIKOLAY DOYCHINOV © Scanpix)
  • Glæde hos Inter efter Eriksens mål. (Foto: Vassil Donev © Scanpix)
1 / 3

Det så derfor ud til, at det bulgarske hjemmehold kunne slide sig til et flot resultat mod storholdet fra Milano.

Men Christian Eriksen ville det altså anderledes. Efter et flot opspil trykkede danskeren af fra kanten af feltet og udplacerede målmanden.

Kort tid efter var han tæt på at blive dobbelt målscorer, da et drøn fra distancen røg på overliggeren.

Inter-dominansen fortsatte, og dybt inde i kampens overtid blev det også 2-0, da Romelu Lukaku sendte et straffespark i mål.

Dermed har Inter et godt udgangspunkt inden returkampen på San Siro i næste uge.

'Eriksen har mere at byde på'

Efter kampen glædede Inter-træner Antonio Conte sig over, at Eriksen kom på måltavlen.

- Jeg er glad på hans vegne. Mål giver altid selvtillid. Christian skal bare arbejde på at komme tilbage i topform, at finde tilbage til det storspil han viste på sine bedste dage i Tottenham, siger Conte på Inters hjemmeside.

Selv om Eriksen scorede torsdag, så mener Conte, at danskeren har mere at byde på.

- Han kan endnu mere, end det vi så i aften (torsdag, red.), men vi er glade, fordi vi ved, hvad han giver os. Uanset hvad fokuserer jeg på, hvad der er bedst for Inter, så jeg vil bruge ham på den rigtige måde på det rigtige tidspunkt, siger italieneren.

Manchester United med fornuftigt resultat

Torsdag aften fik den engelske storklub 1-1 på udebane mod det belgiske mandskab og kan dermed gå videre med en nulløsning i det omvendte opgør på Old Trafford om en uge.

Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær havde valgt franskmanden Anthony Martial som spidsangriber til kampen, og det var en god idé.

Martial slog til med en scoring i det 36. minut, da han viftede sin oppasser væk og bankede bolden i nettet.

Anthony Martial scorede et vigtigt mål for United. (Foto: JOHN THYS © Scanpix)

Forinden havde Emmanuel Dennis udnyttet, at United-målmand Sergio Romero var på en gedigen skovtur. Nigerianeren lobbede med lethed bolden over den fremstormende argentiner, der ikke var i nærheden af at redde bolden.

Manchester United vandt Europa League i sæsonen 2016/17 efter en finalesejr over Ajax.

Der er chance for en gentagelse af den finale, men det kræver, at Ajax får vendt situationen mod Getafe.

I det første opgør vandt den spanske klub torsdag aften 2-0 over Ajax på hjemmebane og skal dermed forsøge at forsvare føringen om en uge i Amsterdam.

/ritzau/