FCK banker bulgarere og nærmer sig EL

Dame N'Doye blev dobbelt målscorer for FCK, der samlet vandt 4-2 over CSKA Sofia og er klar til playoffrunden.

Dame N'Doye og FC København er videre i Europa League-kvalifikationen. (Foto: Anders KjæRbye © Scanpix)

FC København er videre til sidste og afgørende duel i jagten på en plads i Europa Leagues gruppespil.

Med en hjemmesejr på 2-1 over CSKA Sofia sørgede FCK torsdag for at avancere med samlet 4-2 efter de to kampe mod de bulgarske vicemestre.

Målet, der grundlagde sejren, var dog et kontroversielt et af slagsen. Målscorer Dame N'Doye så nemlig ud til at være i klar offsideposition, da han modtog bolden og scorede.

Siden slog angriberen dog til igen og sikrede FCK en plads i kvalifikationens playoffrunde.

Her venter Serie A-holdet Atalanta, der har den tidligere FCK'er Andreas Cornelius i truppen.

Atalanta slog torsdag aften israelske Hapoel Haifa på hjemmebane og gik videre med samlet 6-1. Cornelius scorede det sidste mål i torsdagens 2-0-sejr til italienerne.

Med et nederlag på 1-2 i første kamp var presset torsdag på CSKA Sofia, men det var FCK, der slog først til i opgøret.

N'Doye på pletten

Midtvejs i første halvleg fandt Nikolaj Thomsen formstærke N'Doye, som satte bolden sikkert i nettet.

På tv-billederne så N'Doye dog ud til at være i offsideposition, da Thomsen afleverede bolden, og CSKA-spillerne brokkede sig højlydt, da sekvensen blev gengivet på storskærmen i Telia Parken.

Trods gæsternes brok stod 1-0-scoringen ved magt, og i en forholdsvis begivenhedsfattig halvleg havde FCK ikke de store problemer med at gå til pausen med en føring.

N'Doye havde også bolden i nettet i begyndelsen af anden halvleg, men denne gang fløjtede dommeren for offside.

Senegaleseren var omdrejningspunktet for FCK's offensiv kampen igennem. Også da han i det 57. minut fik bolden i en god position i en omstilling, men valgte at afslutte et godt stykke udefra uden held.

FCK forsømte at score, mens holdet sad på kampen, og i stedet slog CSKA Sofia til i den anden ende.

Brasilianeren Evandro modtog en stikning fra landsmanden Maurides og hamrede bolden stensikkert forbi Jesse Joronen i FCK-målet.

Helt spændende blev det dog aldrig, for en håndfuld minutter senere lå bolden i modsatte net.

N'Doye satte ugeneret panden på et hjørnespark fra Viktor Fischer til 2-1, der endegyldigt sendte CSKA ud i det europæiske mørke.

/ritzau/

Facebook
Twitter