FCK-helt klar til United i kvartfinalen: 'Vi lægger os ikke fladt ned'

Ifølge Jonas Wind er Manchester United storfavoritter, men FCK skal jagte sensationen.

Med onsdagens overbevisende 3-0-sejr over Istanbul Basaksehir blev FC København klar til kvartfinalen i Europa League.

I kvartfinalen venter mægtige Manchester United i turneringens afgørende fase, der helt ekstraordinært afholdes som en miniturnering i Tyskland på grund af coronapandemien.

Havde FCK ikke sikret sig avancement, havde den i stedet stået på ferie, men Jonas Wind er ikke i tvivl om, hvad han helst vil.

- United. Det sagde jeg også før kampen, der er ikke nogen tvivl der. Vi spiller for at vinde, så det andet kan slet ikke komme på tale. Ferien må komme, når den gør. Nu skal vi møde United. Det bliver stort, siger Jonas Wind.

På grund af formatet ved Europa Leagues Final 8-stævne i Tyskland spilles kvart- og semifinalerne kun over en enkelt kamp i modsætning til normalt, hvor der er både ude- og hjemmebaneopgør. Derfor stiger FCK's chancer også en anelse ifølge Jonas Wind.

- Mulighederne bliver da lidt større, nu når det kun er én kamp og på neutral grund. Der er ikke nogen tvivl om, at United er store favoritter, men vi lægger os ikke fladt ned, og vi skal spille vores chance. Alt kan ske på de 90 minutter eller 120, så vi går ud for at lave sensationen.

- Hvis vi spiller op til vores bedste, så er der altid en mulighed, siger han.

Hvis FCK skal kunne drille Manchester United skal de finde noget af de spil frem, som de leverede i den overbevisende 3-0-sejr mod Istanbul Basaksehir, som sikrede FCK den første europæiske kvartfinale i klubbens historie. En præstation Jonas Wind var stolt af.

- Det er en kæmpestor præstation vi har lavet i dag. Det er vildt at være en del af, det er historisk, det er første gang, så det er en fornøjelse at være en del af, og noget jeg er rigtig glad og stolt over.

- I dag viser vi, hvad vi kan på bolden og laver nogle flotte mål og gode angreb. Vi har jo spillerne til det, og når vi alle sammen spiller op til vores niveau, så er det sådan nogen præstationer her, vi kan gå ud og lave. Det er en flot sejr og præstation, vi hiver op af ærmet, siger Jonas Wind.

FCK's kvartfinale mod Manchester United spilles allerede mandag aften i Köln.

Facebook
Twitter