Det er en af fodboldens historiske katedraler, FC København torsdag aften betræder i fodboldens Europa League.
Olimpiyskiy hedder Dynamo Kievs hjemmebane nu, men ’Det Olympiske Stadion’ har under navne som ’Det Røde Stadion’ og ’Republikkens Stadion’ dannet ramme om store fodboldkampe siden 1923 og dermed oplevet både Sovjetunionens fødsel samt fald tilsat en verdenskrig og et par revolutioner undervejs.
Kapaciteten er i dag lige under 70.000 tilskuere og har været fyldt ud til EM-finalen i 2012 mellem Spanien og Italien (4-0), mens Real Madrid så sent som i 2018 vandt finalen i Champions League med 3-1 over Liverpool på Olimpiyskiys græstæppe.
Nu er det så FC Københavns danske mestre, der skal optræde på det store stadion.
- Det er en flot kulisse. Der er godt nok løbebane, hvilket er lidt ærgerligt, men ellers er det et stort og imponerende stadion, siger FCK-spilleren Rasmus Falk, der dog sammen med holdkammeraterne ikke skal forvente det helt store tryk fra tilskuerpladserne.
Tværtimod bliver der sandsynligvis langt flere tomme pladser end fyldte.
Fine muligheder trods god ukrainsk form
Dynamo Kiev har i øjeblikket ikke samme styrke eller status som i storhedstiden i 1970’erne, 80’er og 90’erne, og de seneste hjemmekampe både i Europa League og den ukrainske turnering er blevet spillet for omkring 16.000 tilskuere. Altså kun cirka en fjerdedel af kapaciteten.
Derfor kan det alligevel godt blive svært nok for københavnerne. Kiev er det topseedede hold i gruppe B, og i deres seneste otte kampe er det blevet syv sejre, en uafgjort, nul nederlag og en målscorer på 17-0.
Statistikken snyder dog lidt, eftersom det gamle storhold som følge af en dårlig sæsonstart alligevel er 10 point efter rivalerne Shakhtar Donetsk i den hjemlige liga og som følge deraf har skiftet træner fra Alyaksandr Khatskevith til klublegenden Oleksiy Mykhaylychenko.
Rasmus Falk bedømmer da også mulighederne for danske point i Kiev som værende gode:
- Vi har en stor tro på egne evner til at spille de her udekampe i Europa. I alle de sæsoner, jeg har været en del af FC København, har vi altid formået at skabe en lige kamp næsten uanset, hvor vi har været.
- Det er faktisk kun mod Atletico Madrid (i februar 2018, red.), især i hjemmekampen, jeg fornemmede, at vi ikke kunne være med. Så vi går på banen med selvtillid, siger midtbanespilleren, der selv kommer med friske ben efter i øjeblikket at afsone to karantænedage i Superligaen.
Møde med gammel kending
Ud over mødet med en tidligere storklub og det store stadion bliver kampen i Kiev også et gensyn for flere i FCK-lejren med slovenske Benjamin Verbic, der i perioden fra 2015 til 2017 spillede 99 kampe og scorede 22 mål for københavnerne. Og i øvrigt var med til at vinde to gange The Double i dansk fodbold.
Han optræder nu for Dynamo Kiev:
- Det bliver hyggeligt at se ’Benji’ igen. Jeg er en af dem, der spillede sammen med ham, og han var en dygtig spiller og en sjov fyr i omklædningsrummet.
- Han kom til os som dribler med ret meget temperament, men han udviklede sig også til en virkelig god relationsspiller, og når han brugte temperamentet positivt, var han fantastisk. Ham skal vi helt sikkert passe på, lyder det fra Rasmus Falk.
Dynamo Kiev råder også over danske Mikkel Duelund, men han har siden skiftet fra FC Midtjylland været slemt plaget af skader og har slet ikke spillet i denne sæson.
FC København og Dynamo Kiev deler inden kampen i Ukraine førstepladsen i gruppe B med hver fire point efter to kampe, mens de to resterende hold, FC Lugano og svenske Malmø FF, har hver et enkelt.
Opgøret i Europa League mellem Dynamo Kiev og FC København bliver spillet klokken 21.00 dansk tid og kan følges direkte i LIGA på P3. På tv sendes kampen på 6’eren.