FCK-målmand ser rødt i europæisk nedtur, mens håbet lever for FC Midtjylland

FC Københavan og FC Midtjylland var her til aften i aktion på de europæiske fodboldbaner.

FC Københavns målmand Kamil Grabara fik rødt kort i kampen mod PAOK. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Et tidligt rødt kort til målmand Kamil Grabara og masser af tekniske fejl kostede for FC København, da det torsdag aften blev 1-2 hjemme mod græske Paok i Conference League.

Betingelserne blev ikke gode af at spille 81 minutter i undertal, men FCK leverede længe fodbold på et uhørt ringe niveau med utallige fejlafleveringer og boldtab, som FCK vil være uhyre skuffet over.

Mod slutningen af kampen svarede FCK dog igen med et flot mål af Pep Biel og trykkede på for en udligning. Men grækerne holdt stand og kæmpede sejren hjem.

Efter tre kampe i gruppespillet er FCK på seks point, mens Paok har syv, topper gruppen og sender FCK på andenpladsen.

FCK er hårdt ramt af skader for tiden, og det betød, at cheftræner Jess Thorup blandt andet spillede med unge Andri Baldursson og Isak Johannesson på midtbanen.

Efter en ellers god FCK-start begik Grabara en stor brøler, da han unødvendigt stormede ud af sit felt og endte med at stoppe et skud med armen.

Direkte i bad for polakken og ind med reservemålmand Kalle Johnsson.

Det røde kort kostede hurtigt, for da uret rundede 19 minutter, kom Paok foran ved venstrebacken Sidcley, som løb fri bag Peter Ankersen og headede 1-0 i mål.

FCK rejste sig og tog kontrollen, men begik siden et hav af fejl med bolden, så Paok havde masser af guf at mæske i sig i form af farlige omstillinger.

FCK's 19-årige Andri Baldursson begik en af mange fejl efter efter 37 minutter, så Paok kunne løbe afsted i en ny overtalssituation, som højrekanten Andrija Zivkovic omsatte til 2-0 med et hårdt spark i nærmeste hjørne.

I anden halvleg var FCK flere gange ved at spille en større sejr over til Paok med nye fejl. Men i det 80. minut nettede Pep Biel med en flot flugter, og så satsede værterne med offensive indskiftninger.

FCK fik lagt et godt tryk, og Lukas Lerager kom tæt på med et hovedstød i slutfasen, men han ramte lige på målmanden, og så endte det uden point til FCK.

Københavnerne har ikke vundet i tre kampe i træk.

Håbet lever for FC Midtjylland

Der eksisterer stadig håb for FC Midtjylland om videre avancement i Europa League, efter at det torsdag blev 1-1 hjemme mod serbiske Røde Stjerne.

Håbet synes dog ganske småt, da midtjyderne med blot to point for tre kampe er henholdsvis fem og fire point efter Røde Stjerne og portugisiske Braga på gruppens første- og andenplads.

Portugiserne vandt gruppens anden kamp torsdag med 1-0 i Bulgarien over Ludogorets, som har ét point.

FCM kan med rette ærgre sig over, at det torsdag ikke blev til en sejr over Røde Stjerne, da det danske hold dominerede i store dele af kampen.

Især til sidst i kampen lagde hjemmeholdet et enormt pres på serberne uden held, og midtjyderne må derfor ud og jagte i de resterende tre gruppekampe.

Første halvleg tilhørte i den grad FCM, som ud fra spil og chancer skulle have været foran ved pausen.

FC Midtjyllands målscorer Nikolas Dyhr får knus af Erik Sviatchenko (C) efter kampen i Europa League gruppe F kampen mellem FC Midtjylland og FC Røde Stjerne på Mch Arena i Herning, torsdag den 21. oktober 2021.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Venstrebacken Nikolas Dyhr, som lagde sig op foran, når FCM var på bolden, havde ulvenes største chance.

I det 33. minut afsluttede han nemlig et fornemt angreb, men forsøget ramte indersiden af stolpen og trillede herefter på tværs af målet uden at gå ind.

Og da ingen af FCM's øvrige forsøg kastede et mål af sig, stod det derfor 0-0 ved pausen.

Efter 12 minutter af anden halvleg faldt konsekvensen så af FCM's ineffektivitet fra første halvleg, da Røde Stjerne bragte sig foran.

En opsamling efter et frispark blev på ny sendt i feltet og havnede for fødderne af serbernes Mirko Ivanic, som sparkede gæsterne på 1-0.

Godt 20 minutter senere tog FCM's Dyhr dog revanche for afbrænderen fra første halvleg, da den 20-årige back fulgte op på indskiftede Victor Linds hug på stangen og bragte balance i regnskabet.

/ritzau/

FacebookTwitter