FCK's drøm om europæisk avancement kræver point og mål i Rusland

FC København kan stadig gå videre i Europa League, men det kræver i første omgang point torsdag mod Zenit Skt. Petersborg.

FC København-stopperen Andreas Bjelland (til højre), som her ses i aktion mod Zenits Sebastian Driussi i den første gruppekamp i Europa League i september. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

FC København spillede i februar 16-delsfinale i Europa League. Den bedrift vil københavnerne gerne gentage, så menuen efter nytår igen står på europæisk fodbold.

For at det skal lykkes, kræver det både point og mål torsdag aften i Rusland, hvor FCK møder Zenit Sankt Peterborg i den næstsidste Europa League-gruppekamp.

- Vi skal have et resultat med hjem, for at kunne leve til den sidste kamp hjemme mod Bordeaux, og vi skal helst gerne have scoret et enkelt mål, så vi indbyrdes med Zenit har noget at komme med i den sidste kamp også, siger midtbanespilleren William Kvist.

- Vi ved godt, hvad det handler om. Vi møder et europæisk tophold på udebane, hvor vi skal levere, lad os kalde det, en FCK-klassiker. Vi skal virkelig lukke godt ned for dem med vores kollektiv, og så samtidig håbe på, at vores offensive esser har en god dag.

FCK ligger før kampen i det russiske nummer tre i sin gruppe med fem point, mens Slavia Prag har syv point på andenpladsen. Øverst i gruppen ligger netop Zenit med otte point. De to bedste går videre.

I september spillede FCK 1-1 hjemme mod Zenit, som kan gå videre med en sejr over københavnerne eller resultatet 0-0 på grund af udebanemålet i Parken.

- Vi skal ud over stepperne. Vi skal gerne have scoret et mål i hvert fald, for spiller vi 0-0, så kan vi ikke bruge det til det helt store. Så vi skal have et resultat. Så det bliver en spændende kamp mod en stærk modstander.

- Vi spillede en fin kamp mod dem i parken, så det nogle af de samme ting, vi skal gøre. Men kommer vi hen i det sidste kvarter uden at have lavet et mål, så må vi gå over til en plan b og spille lidt mere primitivt og simpelt, for at få den kasse vi skal bruge.

Torsdagens kamp mellem Zenit og FCK går i gang klokken 18.55, og kan følges i Liga på P3.

Gruppens fjerde hold er franske Bordeaux, som den danske hovedstadshold møder hjemme i den sidste gruppekamp.