FCM: Giv os Molde! Nej, stik os Liverpool

FC Midtjylland er blandt holdene i bowlen, når der skal trækkes lod til 1/16-finalerne i Europa League. Jakob Poulsen vil helst trække Molde.

Molde-træner Ole Gunnar Solskjær vil formentlig ikke være helt ked af det, hvis FCM bliver modstanderen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Mandag trækkes der lod til knockout-fasen af både Champions League-turneringen og lillebrorudgaven Europa League, hvor de danske FC Midtjylland efter en flot kampagne er med i bowlen.

Midtjyderne kan se frem til hård modstand i 1/16-finalerne, uanset hvem der kommer op af bowlen ved lodtrækningen i Nyon, men nogle hold er selvfølgelig stærkere end andre, så landsholdsspiller Jakob Poulsen har udset sig en favoritmodstander.

- Det bliver nok ikke let mod Molde, men hvis man før Europa League havde fået at vide, at man kunne trække et norsk hold i 1/16-finalen, så havde man nok taget den, siger Poulsen til MX.

Nordmændene kan netop ikke regnes for en let modstander, da den tidligere måltyv Ole Gunnar Solskjær førte sine tropper til førstepladsen i Gruppe A foran traditionsklubber som Fenerbahce, Ajax og Celtic, men når man ser på de øvrige lodtrækningsmuligher for FC Midtjylland, så ville Molde med al respekt ikke være det værste.

Stor klubber kan komme til Herning

Klubber som Manchester United, Bayer Leverkusen, Sevilla og Borussia Dortmund er således også blandt de klubber, som FC Midtjylland kan trække og som man skal forsøge at slå ud over to kampe i februar.

Sportsdirektør Claus Steinlein vil gerne både have et fyldt stadion i Herning og se sine personlige favoritter.

- Jeg har været Liverpool-fan i mange år, så jeg håber meget på, at vi trækker dem, ligesom mange i klubben gør, siger han til BT.

Dem kan FC Midtjylland trække:

Porto, Olympiakos, Manchester United, Leverkusen, Molde, Liverpool, FC Krasnodar, Rapid Wien, Braga, Lazio, Lokomotiv Moskva, Basel, Tottenham, Schalke 04 eller Athletic Bilbao.

Facebook
Twitter