Han var tyggegummi-sælger i Usbekistan: I dag er Casper fra Vestegnen topdirektør i milliardforretningen Milan

Casper Stylsvig har haft topstillinger hos både FC Barcelona og Manchester United, før han landede i Italien.

Har du nogensinde set et pirrende cv?

Det er jo en tekstgenre med samme underholdningsværdi som en forskudsopgørelse.

Men hvis der alligevel skulle findes et spektakulært cv, må det være danske Casper Stylsvigs.

Vi kan tage et par af de mest bemærkelsesværdige trin på karrierestigen:

Han har været kopimaskinesælger ved Toshiba.

Han har været landechef for Stimorol i Usbekistan. Og efterfølgende ansvarlig for salget i hele Kaukasus.

Og nå ja, så har Casper Stylsvig haft topstillinger hos fodboldmastodonterne FC Barcelona, Manchester United og nu AC Milan.

- Når jeg kigger på mit cv og på de klubber, jeg har været i, så kunne det godt have steget mig til hovedet. Men jeg håber og mener selv, at det ikke er sket.

Casper Stylsvig var i 8 år ansat i Manchester United, som hans nuværende klub AC Milan torsdag aften møder i Europa League. (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

- Det er jo ikke sådan, at jeg sidder og blærer mig med de oplevelser, jeg har haft igennem årene, for især i Danmark er jeg meget bevidst om, at man ikke kommer og tror, man er noget. Det ligger dybt i en dansker.

Torsdag aften bliver Casper Stylsvig så en oplevelse rigere, når hans nuværende arbejdsgiver gæster “Theatre of Dreams” i Manchester, hvor han selv arbejdede i 8 år.

- Vi skal jo møde tidligere kollegaer, så det ville være rigtig rart med en sejr, lyder det fra danskeren forud for 1/8-finalen i Europa League mellem AC Milan og Manchester United.

Ligusteropvækst på Vestegnen

Casper Stylsvig er i den brede offentlighed ganske ukendt, men i den del af fodboldverdenen, som handler om at skabe sorte tal på bundlinjen, er han vores svar på Christian Eriksen. Ja, eller Michael Laudrup for den sags skyld.

I dag står der CRO - chief revenue officer - på visitkortet udstedt af den italienske storklub AC Milan. På dansk kunne vi kalde det kommerciel direktør, og dermed har Stylsvig ansvaret for alle klubbens indtægter bortset fra spillerhandler.

Men det er ikke fordi, Casper Stylsvigs barndom lugtede af bonede gulve og modeuge i Milano.

Før skiftet til den mægtige Milano-klub var Casper Stylsvig øverste kommercielle direktør i London-klubben Fulham. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Han er født og opvokset i Ejby ved Glostrup på den københavnske Vestegn, som søn af en Colgate-laborant (mor) og en tandtekniker (far). Det var et trygt og beskyttet miljø, hvor “alle var ens og ingen stak ud”.

- Der var aldrig for meget, men der var altid nok.

Før Casper og hans lillebror kom til verden, havde forældrene haft en afstikker i Vancouver, og måske har den bevidsthed om en større verden allerede fra en tidlig alder præget ham.

- Jeg har altid haft et ønske om at komme til udlandet og bo. Jeg vidste ikke hvordan. Men jeg vidste, at jeg nok skulle mere end at bo et sted på Vestegnen.

En nøgtern chancerytter

Ud i verden det kom han. Og for Casper Stylsvig var hans 20’ere ligesom for mange andre i høj grad med til at definere ham.

- Jeg var skiguide i Val d'Isère. Der fik jeg en filosofi om, at livet er ligesom en historie, og man er selv hovedpersonen, så det skal fandme ikke være kedeligt.

Det var i samme periode, at Casper Stylsvig havde en samtale med succesfuld erhvervsmand med eget IT-firma i Lyngby, som gav et godt råd:

- Han sagde: “Casper, du skal være sælger. Hvis du kan lære at sælge, kan du altid få et job. Dengang var det en 2-årig elevuddannelse, og det har jo så taget mig her til, hvor jeg er i dag

Når han genbesøger sine første år på arbejdsmarkedet, kalder han sig gerne for chancerytter. Men der var altid en mening og et mål med galskaben - eksempelvis da han tog på eventyr i Usbekistan:

- De fleste chefer ville nok synes, det er fedt, at en 23-årig tager chancen, sælger sin lejlighed i Valby og tager hen til et land uden at snakke sproget og uden aldrig at have været der før.

Make Milan Great Again

I 2019 blev det så AC Milans tur til at invitere den berejste købmand inden for. Og Casper Stylsvig har i den grad fået kam til sit hår hos den skrantende storklub.

Sportsligt set skal man tilbage til 2011 for at finde milanesernes seneste mesterskab, og uden for kridtstregerne har klubben været i ubalance med en haltende økonomi.

Storheden skal genfindes efter den skandaleombruste eks-ejer og -præsident Silvio Berlusconi i 2017 forlod foretagendet. Og ifølge Casper Stylsvig er det lange lys nu tændt i klubben, som da også kan glæde sig over en øjeblikkelig 2. plads i Serie A.

Og for Stylsvigs hjørne af fodboldklubben er visionen ligeså klar, som den er vidtløftig: AC Milan skal i 2025 have fodboldverdenens mest succesfulde kommercielle afdeling.

- Jeg kigger på mit kommercielle hold, ligesom en fodboldtræner kigger på sit hold. Han vil have de bedste ind på banen, og jeg vil have det bedste kommercielle team. Målet er måske lidt optimistisk og naivt, men vores nuværende niveau er ret lavt, så vi er en af de klubber med størst potentiale til at forhøje vores omsætning.

For at lykkes med missionen skal Milan genopfinde sig selv. Ikke som fodboldklub, men som internationalt megabrand og underholdningshus.

Milan må ikke blive et museum for alle fædre i Italien, som med tårer i øjnene kan mindes en svunden tid: Man bliver nødt til også at være relevant for yngre målgrupper – uanset om oplevelsen så foregår gennem 90 minutter på stadion eller på 6 sekunder på TikTok.

Ingen skjulte dagsordner

Jobbet i AC Milan må gerne være det sidste i fodboldverdenen for Casper Stylsvig. Hvad der skal ske efterfølgende, ved han ikke, men han drømmer om at prøve sig af i en branche, hvor sejre om søndagen ikke på samme måde kan aflæses i årsregnskabet.

Han vil gerne være i kontrol.

Måske vender han hjem til Danmark. For trods mere end 25 år som verdensborger, er han ikke i tvivl om, hvor han kommer fra.

- Jeg føler mig stadig utrolig dansk på mange punkter. De barndomsvenner, jeg har fra dengang, er stadig mine bedste venner. Jeg har ikke mødt nogen på min udlandsrejse, der har kunnet erstatte de venner, jeg havde, da jeg voksede op.

- Og når vi mødes fire gange om året til julefrokoster, fodboldture, skiture og sommerferier, falder man jo ind i sin gamle rolle, som da man var ung. Det er sjovt!

Han gør en dyd ud af at bevare en ærlig og med sine egne ord “skandinavisk” ledelsesstil. Ingen skjulte dagsordner og for megen skelen til hierarki.

Værdier han selv mener, har givet ham en fordel undervejs på sin alsidige og aldrig kedelige karrierevej.

- Vi er et lille folkefærd, hvor alle snakker ens, og man har en meget direkte måde at gøre tingene på. What you see, is what you get.