Piskesmæld holder Rasmus Falk ude af FCK's EL-dyst

FCK må undvære Rasmus Falk i udekampen mod Atalanta. Han har fået tilbagefald efter piskesmæld mod Brøndby.

Rasmus Falk var med mod AGF i weekenden, men han er ikke kommet sig over et piskesmæld mod Brøndby ugen forinden. (Foto: Ernst van Norde- Scanpix © Ritzau Scanpix)

Midtbanespilleren Rasmus Falk er en af de FCK'ere, der har indledt sæsonen bedst, men nu må den danske storklub undvære ham i en af sæsonens vigtigste kampe.

Falk døjer stadigvæk med efterveerne af det piskesmæld, som han pådrog sig for halvanden uge siden i en hjemmekamp mod Brøndby.

Han spillede alligevel i søndags mod AGF, men nu har manager Ståle Solbakken fået et nej til at kunne bruge ham torsdag i Europa League-playoffkampen ude mod Atalanta.

- Han følte sig god i de første 30 minutter i Aarhus, det gik nogenlunde i de næste 30, og så blev det skidt i de sidste 30.

- Nu er han sat lidt tilbage, og jeg har fået besked af Morten Boesen (klublæge, red.) og Dave (David Cosgrave, sundhedschef i FCK, red.) om, at han ikke kan spille, så vi skal i hvert fald justere noget, siger Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

Rasmus Falk har erobret en plads på den centrale midtbane ved siden af anfører Carlos Zeca. I Falks fravær forventes Ján Gregus, Nicolaj Thomsen eller William Kvist at skulle spille pladsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter