Skarpe svenskere sender FCM ud af Europa League

FCM misbrugte flere store muligheder, da holdet torsdag røg af Europa League med et 0-2-nederlag til Malmø.

FC Midtjylland og Jakob Poulsen måtte strække våben mod Malmø. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

FC Midtjylland går glip af deltagelse i gruppespillet i Europa League.

Det stod klart torsdag, da midtjyderne hjemme tabte 0-2 i den anden playoffkamp mod Malmö FF.

Det var en duel mellem de svenske og danske mestre, og resultatet betød, at svenskerne bookede billet til gruppespillet med en samlet 4-2-sejr.

Malmös tre danske spillere Anders Christiansen, Lasse Nielsen og Søren Rieks spillede alle hele kampen for svenskerne.

FCM havde en håndfuld store chancer i opgøret, men kendte ikke sin besøgelsestid, mens svenskerne omvendt viste stor skarphed i et intenst opgør med mange dueller og frispark.

Med 2-2 i det første opgør i Sverige for en uge siden, var Malmö presset fremad banen, mens FCM kunne spille mere afventende fra start.

Det gjorde hjemmeholdet dog ikke. Efter en lige start tilspillede midtjyderne sig også et par pænt store chancer, inden svenskerne efter 32 minutter slog til på den første mulighed i opgøret.

FCM kunne ikke svare igen

Efter kvikt svensk spil tabte FCM's venstreback Marc Dal Hende en duel i feltet, og så trillede angriberen Marcus Antonsson gæsterne foran fra tæt hold.

Bagud 0-1 åbnede FCM anden halvleg aggressivt, og efter indskiftninger af de fysisk stærke angribere Paul Onuachu og Mayron George havde midtjyderne tre store chancer.

Paul Onuachu og stopperen Bubacarr Sanneh ramte forbi målrammen med hver sit hovedstød, og anfører Jakob Poulsen ramte indersiden af stolpen direkte på frispark.

Det gyldne periode blev ikke omsat til et mål, og herefter fik Malmö plads til flere chancer i den midtjyske jagt på et mål.

Efter 79 minutter gav det pote, da Malmö-kaptajn Markus Rosenberg fra kanten af feltet sparkede bolden i nettet til 2-0.

Midtjyderne manglende både tro og evner til at svare tilbage i slutfasen, og dermed trak de det korteste strå i det nordiske stormøde.

Det er 12. gang i FC Midtjyllands 19-årige historie, at klubben deltager i de europæiske turneringer, og kun én gang har klubben spillet sig videre til et gruppespil.

Det var i 2015/16-sæsonen, hvor FCM spillede sig videre til knockoutfasen i Europa League og tabte med samlet 3-6 til Manchester United i 16-delsfinalerne.

/ritzau/

Facebook
Twitter