Solbakken efter rødt kort: ’Så dårligt af dommeren’

FCK-træneren savnede fingerspidsfornemmelse hos dommeren i Europa League-kampen mod Bordeaux.

Ståle Solbakken forstår ikke det røde kort til Carlos Zeca. (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)

På en scoring af Robert Skov i overtiden sikrede FC København sig torsdag en 2-1-sejr på udebane over Bordeaux i Europa League. Men der var malurt i bægeret for det danske hold. Carlos Zeca blev nemlig udvist til allersidst.

Den græske midtbanespiller fejrede sejrsmålet ved at kravle op ad gitteret foran de medrejsende FCK-fans, så han kunne juble med tilhængerne. Det takserede dommer Roi Reinshreiber fra Israel til et gult, og da det var Zecas anden advarsel, måtte han forlade banen.

FCK-træner Ståle Solbakken ryster på hovedet over den beslutning og savnede, at dommeren havde lidt forståelse for en spillers glæde og jubel.

- Det er så dårligt af dommeren, det må jeg bare sige. Der var ingen fingerspidsfornemmelse. Han får sikkert ros af dommercensoren for at gøre tingene efter bogen. Ingen på stadion tænkte noget over, at Zeca jublede lidt med fansene og holdt fast i et gitter. Men du kan sikkert finde det i en lærebog, siger Ståle Solbakken.

- Vi klarede os uden Viktor Fischer i dag, skal vi huske på. Så må vi klare os uden Zeca næste gang, siger han.

FC København topper gruppe C i Europa League efter de første to kampe, der har kastet fire point af sig. Ud over Bordeaux er FCK også i gruppe med russiske Zenit og Slavia Prag fra Tjekkiet.

Facebook
Twitter