Uefa kårer FC Københavns mirakelmager til rundens bedste

Karl-Johan Johnsson var ifølge Uefa den bedste spiller i Europa League-kvartfinalerne.

Karl-Johan Johnsson i FC København-målet var en af de helt store årsager til, at hovedstadsklubben tvang Europa League-kvartfinalen mod Manchester United ud i forlænget spilletid. (Foto: Sascha Steinbach © Scanpix)

Karl-Johan Johnsson stod mandag aften en pragtkamp, da FC København mødte Manchester United i Europa League-kvartfinalen.

FCK-keeperens præstation rakte ikke til sensationelt avancement, men onsdag var der dog en slags opmuntring til svenskeren, der af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) blev kåret som rundens spiller.

  • Den svenske målmand måtte i flere omgange ud i fuld længde for at holde bolden ude af FC København-målet. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)
  • Den franske stjerne Anthony Martial var én af dem, der forgæves forsøgte sig flere gange. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)
  • Det endte dog alligevel med et nederlag til FC København efter forlænget spilletid. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)
1 / 3

Johnsson var en af fire nominerede og snuppede hæderen foran Inters Nicolo Barella, Lucas Ocampos fra Sevilla samt Taison, der tørner ud for Shakhtar Donetsk.

De tre konkurrenter scorede alle og avancerede med deres respektive klubber.

Johnsson blev derimod noteret for hele 13 redninger, hvoraf flere var af meget høj klasse. Han kunne dog intet gøre ved, at Bruno Fernandes i den forlængede spilletid sikrede Manchester United sejren på 1-0 på et godt eksekveret straffespark.

I semifinalen skal United møde Sevilla, mens Shakhtar Donetsk skal op mod Inter, der har Christian Eriksen i truppen.

/ritzau/

Facebook
Twitter