Villareal vinder Europa League efter vildt drama med 22 straffespark

Der skulle straffesparkskonkurrence til, før Villareal kunne løfte trofæet i Europa League.

Med sejren kvalificerede Villareal sig også til næste års Champions League. (Foto: Michael Sohn © Scanpix)

Europa League-finalen skulle egentlig have været afgjort med god tid tilbage af den 26. maj 2021.

Men en helt uforlignelig afslutning betød, at klokken næsten havde passeret midnat, før spanske Villareal - en by på størrelse med Roskilde - havde vundet finalen.

1-1 i den ordinære spilletid blev vekslet til 22 straffespark i en direkte duel fra kridtmærket, hvor samtlige spillere nåede at sparke til kuglen og tilmed sætte den i mål.

Næsten da.

Allersidste spiller til at forsøge var David De Gea, Manchester Uniteds målmand.

Og lige så langt han havde været fra at redde et straffespark fra de spanske spillere på de 11 første forsøg, lige så langt var den spanske målmand fra at score på sit eget forsøg.

I stedet sparkede han trofæet direkte i hænderne på de jublende Villareal-spillere, der med sejren tilmed kvalificerede sig til næste års Champions League-gruppespil.

Det var klubben som nummer syv i La Liga ellers ikke kvalificeret til, og dermed stiller Spanien med fem hold i den fineste klubturnering efter sommerferien.

Gdansk blev malet gul onsdag aften. (Foto: Kacper Pempel / POOL © Scanpix)

Trænerens fjerde triumf

Europa League-titlen er Villarreals første større trofæ i klubbens historie, men til gengæld er det cheftræner Unai Emerys fjerde triumf alene i Europa League.

Han har tre gange tidligere vundet turneringen med Sevilla.

Unai Emery fik en flyvetur. (Foto: Maja Hitij © Scanpix)

De små 10.000 tilskuere på Stadion Miejski i polske Gdansk var vidner til et meget intenst opgør, men kun i glimt en sprudlende affære.

Manchester United var klart mest på bolden i første halvleg, men offensiven med profiler som Bruno Fernandes, Marcus Rashford og Mason Greenwood døjede med kreativiteten over for en disciplineret spansk modstander.

Og efter en halv time lynede Villarreal i stedet efter en dødbold.

Midtbanespilleren Dani Parejo slog et frispark i feltet, hvor den 29-årige målræv Gerard Moreno havde timet sit løb perfekt og sparkede spanierne på 1-0.

Cavani var vågen

Manchester United stillede op med sin forsvarsgeneral Harry Maguire på bænken, og kort inde i anden halvleg måtte forsvarskollegerne på banen kaste sig ned i flere Villarreal-afslutninger for at forhindre 2-0 i en klumpspilssituation.

Englænderne appellerede kort efter forgæves for et straffespark, og det var, som om det for alvor tændte op under holdet.

I hvert fald fulgte en stærk periode, hvor angrebsveteranen Edinson Cavani efter 55 minutter var vågen tæt under mål og udlignede til 1-1, efter Villarreal ikke fik clearet bolden efter et hjørnespark.

Edinson Cavani scorede for Manchester United. (Foto: Michael Sohn / POOL © Scanpix)

Derudover havde United flere andre mindre og mellemstore muligheder, og den solide spanske defensiv fra de første 45 minutter slog flere sprækker - dog uden at krakelere yderligere.

Villarreal brugte alle sine fem udskiftninger i den ordinære spilletid og klubbens spillere så mest friske ud i den forlængede spilletid, inden United-manager Ole Gunnar Solskjær efter 100 minutter skiftede ud for første gang.

Udover et VAR-gennemsyn for et potentielt Villarreal-straffespark var det dog småt med højdepunkter i den forlængede spilletid.

Derfor blev det afgjort fra straffesparkspletten, hvor der for det meste blev scoret sikkert, inden det endte med et stort drama med keepere i hovedrollerne.

Fodbold er helte og skurke med græs under støvlerne.

David De Gea blev manden, der fik hovedrollen. (Foto: Maja Hitij © Scanpix)

/DR Nyheder/