Fælles VM-bud begejstrer minister: ’Det er nordisk samarbejde, når det er bedst’

Minister ser store muligheder i et fælles nordisk VM i kvindefodbold om otte år.

Danmark har før vist, at vi kan samle mange tilskuere til kvindefodbold. Her er det ved opgøret mod Holland sidste år. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Flere end 1,1 million tilskuere sad klar til at heppe på verdens bedste spillere, da sommerens VM i kvindefodbold løb af stablen i Frankrig.

Står det til Dansk Boldspil-Union og deres nordiske forbundskollegaer, skal fodboldfansene dog i 2027 rejse en tand længere nordpå for at følge deres hold.

Tidligere tirsdag præsenterede de nordiske fodboldforbund nemlig deres plan om at få VM til Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Færøerne for Nordisk Råd, som er samlet i Stockholm.

Det var en idé, der gik rent ind hos politikerne, fortæller den danske minister for nordisk samarbejde, Mogens Jensen (S), der var med på mødet.

- Der er stor begejstring for det her. Ikke mindst fra Færøernes samarbejdsminister, Kaj Leo Johannesen, som er gammel målmand på det færøske landshold. Han sagde straks, at det her er en blændende ide, og så brød salen ud i klapsalver. Så der var stor opbakning, siger Mogens Jensen.

En plan om at afholde VM i alle de nordiske lande kan næppe glæde nogen mere end netop en minister for nordisk samarbejde.

- Det er en rigtig spændende og god idé. Det er nordisk samarbejde, når det er bedst, hvor vi går sammen om at løfte den her slags store sportsbegivenheder og på den måde også får brandet Norden på en rigtig god måde. Så det er et godt initiativ, siger Mogens Jensen.

VM i kvindefodbold har aldrig haft mere end én værtsnation i de første otte udgaver af turneringen.

Mogens Jensen frygter dog ikke, at seks værtslande vil blive et minus for det fælles nordiske bud.

- Så er Norden som område jo geografisk set heller ikke større. Det er til at have med at gøre i forhold til at fordele kampene. Vi har jo før vist, at Norden er rigtig gode til at arbejde sammen om store projekter, så det er jeg slet ikke i tvivl om, at man kan løse, siger ministeren.

VM har da også tidligere været afholdt i lande som Canada, Kina og USA, der alle arealmæssigt er langt større end Norden.

For at buddet skal have en chance, er det dog altafgørende med politisk opbakning fra alle nordiske lande, vurderer DBU’s formand Jesper Møller.

- Vi kan ikke sende en ansøgning afsted, uden at den er underskrevet med garantier fra regeringerne. Derfor er det også vigtigt med interesse og opbakning fra Nordisk Råd, siger DBU-formanden.

Det vil Mogens Jensen nu arbejde for fremadrettet i samarbejde med sine nordiske kollegaer.

- I Nordisk Ministerråd kan vi gøre det, vi kan, for at være med til at skabe rammerne for projektet. Nu handler det om at bakke ideen op og give opbakning til fodboldforbundene, og det lader det til, at vi er enige om, siger Mogens Jensen.

FIFA beslutter først næste år, hvem der skal afholde VM i 2023. Derfor må de nordiske fodboldfans vente helt op til fem år, før det bliver offentliggjort, om Norden får held til at afholde VM i 2027.

DBU er i øjeblikket også i gang med at undersøge muligheden for at afholde EM i kvindefodbold to år tidligere i 2025.