Fans og frivillige invaderer Tingbjerg Ground

Hobro får støtte fra omkring 500 tilhængere i kampen mod Brønshøj, hvor jyderne kan sikre oprykning til Superligaen.

Hobro-jubel efter Mads Hvilsoms vigtige mål i udekampen mod Lyngby sidste weekend. (Foto: Marie Hald © Scanpix)

500 medrejsende fans lyder måske ikke af det helt vilde, men det er et kæmpe stort antal for Hobro IK, som i dag kan rykke op i Superligaen for første gang med en sejr over Brønshøj på Tingbjerg Ground.

- Det er jo helt vanvittigt. Kommer der virkelig så mange, lyder reaktionen fra Hobro-profilen Mads Justesen i nordjyske.dk i dag.

- Det er jo nærmest flere tilskuere, end vi havde til mange af hjemmekampene i sidste sæson, siger Justesen, der selv stammer fra købstaden med omkring 12.000 indbyggere.

Han har flere gange været rygtet til klubber i Superligaen, men nu kan det ende med, at han skal spille i den bedste række for Hobro.

- Og der er ikke noget jeg hellere vil. Det er min barndomsby, og jeg er ret sikker på, at mit hjerte er gult og blåt, siger Mads Justesen til avisen.

Ikke alene betalende fans tager turen til Brønshøj, men også stribevis af frivillige hjælpere. De er inviteret med på turen af klubbens bestyrelse, og i hvert fald tre busser kommer til Tingbjerg Ground med frivillige ombord, oplyser klubbens hjemmeside.

En sejr vil altså sikre Hobro oprykningen i næstsidste runde, men det kan også ske på en anden måde - nemlig hvis Lyngby, der er fem point efter, ikke slår Vejle.

Også i den anden ende af tabellen kan mangt og meget blive afgjort i dag. Vendsyssel fik forleden frataget 1-0 sejren over Silkeborg og er dermed faretruende nær en sæson i 2. division vest.

Reelt tæller kun en sejr hjemme mod AB, der er tre point foran lige over stregen. Det vil bringe de to hold á point, men AB har en klart bedre målscore, og så bliver det først afgjort i sidste runde Pinsen.

Alle dagens kampe spilles kl. 16, og de kan følges i Sport på 3'eren.

Facebook
Twitter