FC Nordsjælland hylder ligestilling med dobbeltopgør i Farum

Søndag den 19. maj spiller klubbens herre- og kvindehold for første gang samme dag på Right To Dream Park.

Der bliver spillet to fodboldkampe på Right to Dream Park i Farum søndag eftermiddag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Søndag eftermiddag får man lidt ekstra for pengene, hvis man begiver sig til Farum. Nærmere betegnet FC Nordsjællands hjemmebane, Right To Dream Park.

For ikke nok med at der fløjtes op for FC Nordsjælland og OB i Superligaen, så vil der kort efter også blive spillet kamp i kvindernes kvalifikationsliga, hvor FC Nordsjællands kvinder møder Vildbjerg.

Og det er noget, man ikke sådan har set før i dansk topfodbold. At et professionelt herrehold deler kampdag og bane med klubbens kvindehold, siger FC Nordsjællands direktør, Søren Kristensen.

- Vi synes i FC Nordsjælland, at det er vigtigt at være med til at facilitere samme vilkår på banen for både herrer og kvinder. At vi kan have begge hold til at spille back-to-back på Right To Dream Park, er med til at hylde ligestillingen, og vores grundfilosofi her i klubben er, at en piges drøm er lige nøjagtig så meget værd som en drengs.

FC Nordsjællands Mikkel Rygaard. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Vi ved, at det her aldrig er gjort før i Danmark, og vi håber, at mange har lyst til at vise deres opbakning, siger Søren Kristensen.

Hvor meget spiller det ind, at I har en kunststofbane til rådighed?

- Det er ikke det, der er afgørende. Det er klart, at det hjælper os med den filosofi, vi har, men den teknologi vi har i dag, og banernes kvalitet, burde det i dag være muligt at facilitere, at både herrer og kvinder kan spille på samme stadion samme dag, siger Søren Kristensen.

FC Nordsjællands herrer møder OB klokken 12, mens FC Nordsjællands kvinder og Vildbjerg spiller klokken 14.30.

Facebook
Twitter