FC Skanderborg vinder europæisk guld

Østjyderne har vundet prisen "UEFA Grassroots Club 2014."

Glade piger til træning i FC Skanderborg, der er en af landets største klubber. (© FC Skanderborg)

FC Skanderborg er kåret som Europas Bedste Breddefodboldklub 2014 af det europæiske fodboldforbund, UEFA.

- Vi er sindssygt stolte over prisen og samtidig beærede over, at så mange har bemærket vores store arbejde for at udvikle fodboldspillere, samarbejde med lokalsamfundet og bevise, at bredde og elite kan gå hånd i hånd. Det her er den største dag i klubbens historie, siger formand Kasper Tikjøb til DBU's hjemmeside.

Østjyderne har vundet prisen "UEFA Grassroots Club 2014." UEFA, der har 54 medlemslande under sig, hylder især Skanderborgs indsats for at tilbyde fodbold for alle uanset alder og niveau og for sit stærke samarbejde med lokalområdet:

- FC Skanderborg er en stor klub med mange medlemmer, der formår at rumme både bredde-og elitefodbold og hvis tilgang til lokalområdet tjener som eksempel for klubber i både Danmark og Europa, siger Ioan Lupescu, UEFA Chief Technical Officer.

Den østjyske klub fejres i dag med en stor fodboldfest for alle i klubben og prisen bliver også markeret i forbindelse med jubilæumslandskampen mod Sverige den 28. maj i Parken.

FC Skanderborg er en af Danmarks største fodboldklubber med mere end 120 frivillige ledere, 1100 medlemmer og hele 66 hold. Klubben favner både bredden og eliten og fodboldspillere i alle aldre. Fra U6 Piger og Drenge til 2. Division Vest.

Vandt dansk pris først

FC Skanderborg blev dannet i 2005, da HI Skanderborg og Skanderborg Boldklub fusionerede.

Klubben blev i november kåret til Årets Danske Fodboldklub ved Dansk Fodbold Award 2013 og herefter indstillet af DBU til UEFA's pris ’Best Grassroots Club’, der findes blandt samtlige breddefodboldklubber i UEFA’s 54 medlemslande.

Prisen er blevet uddelt siden 2010, og det er første gang en dansk klub vinder guld i kategorien. Sølv gik til portugisiske Valadares Gaia Football Club, mens bronze gik til norske SPK Hoken.

Facebook
Twitter