Fifa og Uefa udelukker russiske klubhold og landshold: 'En uundgåelig beslutning'

Fodboldforbundene Fifa og Uefa har smidt russiske hold ud af deres turneringer. DR Sportens kommentator Henrik Liniger tror flere forbund følger efter.

Både Fifa og Uefa har suspenderet Russiske klubhold og landshold på ubestemt tid. (Foto: © DADO RUVIC, Ritzau Scanpix)

Mandag eftermiddag opfordrede Den Internationale Olympiske Komité alle idrætsforbund til at udelukke atleter fra Rusland og Belarus.

Den opfordring har man fulgt op på hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

De to forbund oplyser mandag aften, at man har valgt at udelukke russiske landshold og klubhold på ubestemt tid på grund af Ruslands militære invasion i Ukraine.

For omkring et døgn siden meldte Fifa ellers, at russerne kunne fortsætte i de internationale fodboldturneringer, og den nye beslutning vidner derfor om en vild og hastig udvikling.

Det mener DR sportens kommentator Henrik Liniger.

- Nu er der så kommet en stik modsat meddelelse. Det er et vidnesbyrd om, hvor hurtigt tingene går, og hvor hurtigt det kan vende. Men nu har Uefa og Fifa så truffet den beslutning, der i flere dage har været uundgåelig, siger Henrik Liniger.

Uefa oplyser desuden, at forbundet har afbrudt sin sponsoraftale med den russiske virksomhed Gazprom. (Foto: © SERGEI ILNITSKY, Ritzau Scanpix)

Søndag meddelte Fifa, at alle kampe på russisk græs ville blive holdt andetsteds, mens Ruslands landshold ikke ville få lov til at stille op under nationens navn.

Men man havde endnu ikke valgt at udelukke russiske fodboldhold fra de to forbunds turneringer, og det skabte heftig kritik.

- Der har været masser af kritik af, at beslutningen ikke er kommet før. Hvad der har fået Fifa og Uefa til at rykke, ved vi ikke, siger Henrik Liniger.

Formanden i Polens Fodboldforbund rettede en skarp kritik mod Fifa, mens Danmarks kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), heller ikke så sanktionerne som vidtrækkende nok.

Derfor virker det til, at de to fodboldforbund nu har lyttet til kritikken.

- Den massive kritik, man har været ude for kan selvfølgelig også have haft en indflydelse på, hvad man har valgt, siger Henrik Liniger.

Udover udelukkelsen af russiske fodboldhold oplyser Uefa desuden, at forbundet har afbrudt sit sponsorsamarbejde med det russiske energiselskab Gazprom.

Ligesom beslutningen om udelukkelsen kalder Henrik Liniger denne beslutning for uundgåelig.

- Bruddet med Gazprom var uundgåeligt. Man kan ikke på den ene side udelukke Rusland, men på den anden side tage imod deres penge, det ville medføre så meget kritik af Uefa.

Tog man den ene beslutning, var man derfor også nødt til at tage den anden fortæller, DR Sportens kommentator.

Flere udelukkelser kan være på vej

Udover at kritikken udefra kan have påvirket de to fodboldforbund, kan IOC's opfordring om at udelukke russiske og belarussiske atleter også have givet det sidste skub.

- Når IOC opfordrer til det, er det et eller andet sted mere sikkert at træffe den beslutning og også tage imod de eventuelle følgere, den beslutning måtte have, siger kommentatoren.

Så markant en opfordring kommer sjældent fra IOC, siger DR Sportens kommentator.

Derfor kan anbefalingen og den første suspendering af russiske atleter potentielt sætte gang i en decideret lavine af udelukkelser.

- Jeg tror IOC's udmelding kan give flere idrætsforbund mod og rygdækning til at træffe den beslutning, de gerne vil træffe, fortæller Henrik Liniger.

Udelukkelsen betyder blandt andet, at Ruslands fodboldlandshold for kvinder ikke kan komme til at spille de VM-kvalifikationskampe, de ellers stod til at skulle spille senere på året. Rusland er i gruppe med Danmark i VM-kvalifikationen.

Danmarks fodboldlandshold for kvinder er i VM-kvalifikationsgruppe med Rusland. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

For det russiske landshold for herrer har udelukkelsen også betydning. I marts skulle russerne have spillet en playoffturnering om en billet til VM i Qatar senere i år.

Derudover kommer udelukkelsen til at betyde, at klubben Spartak Moskva ikke længere må spille med i Europa League.

Udover Fifa og Uefa har Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) også udelukket atleter fra Rusland og Belarus i alle dets turneringer.