Flere hold sikrede EM-billet torsdag: England er blandt dem

Frankrig, Tyrkiet, Tjekkiet og England er klar til EM efter torsdagens kampe.

Harry Kane scorede sit tredje hattrick i den engelske landsholdstrøje. (Foto: Carl Recine © Scanpix)

Tyrkiet og Frankrig blev torsdag klar til EM-slutrunden i fodbold i 2020, da Tyrkiet hjemme spillede 0-0 mod Island i gruppe H.

Det ene point var nok for begge nationer, selv om Frankrig først senere spiller hjemme mod Moldova.

Tyrkiet nåede med en kamp tilbage på 20 point og kan dermed ikke længere hentes af Island, der har 16 point med en kamp tilbage i gruppespillet.

Frankrig har 19 point inden opgøret mod Moldova, men selv om Frankrig taber den kamp, så har Frankrig slået Island to gange i gruppespillet, og Island kan maksimalt nå 19 point.

England i magtdemonstration

Også England sikrede torsdag aften en billet til EM - og det på overbevisende vis.

De slog Montenegro 7-0, og Harry Kane leverede endnu et hattrick.

Med sejren topper England gruppe A med 18 point foran Tjekkiet, og Englands imponerende målscore lyder på 33-6 efter syv kampe.

Alex Oxlade-Chamberlain hamrede England foran 1-0 med et hårdt skud i feltet efter ti minutter, og det var Liverpool-spillerens første mål for England siden juni 2017.

Harry Kane headede England på både 2-0 og 3-0, inden Marcus Rashford sørgede for 4-0 efter en halv time.

I det 37. minut nåede Kane så et hattrick, da han tæt foran mål øgede til 5-0. Dermed blev han den første spiller, der scorer hattrick for England i to kampe i træk på Wembley.

Ti minutter inde i anden halveg var England fortsat foran 5-0 efter at have fået underkendt et mål for offside.

Et selvmål af Montenegros Aleksandar Sofranac betød 6-0 i det 67. minut.

Ti minutter forinden lod Kane sig erstatte af Tammy Abraham, som sørgede for 7-0.

I samme gruppe slog Tjekkiet Kosovo med 2-1 og er også kvalificeret til næste års europamesterskaber.

/ritzau/