Fodboldkamp blev fløjtet af to gange – før tid: Spillere var i bad, da kampen skulle genoptages

Onsdagens kamp mellem Mali og Tunesien ved de afrikanske mesterskaber i fodbold blev en noget seværdig oplevelse.

Tunesiens træner, Mondher Kebaier (th), var ikke tilfreds, efter kampen mellem Mali og Tunesien hele to gange blev fløjtet af før tid. (Foto: Mohamed Abd El Ghany)

Selvom der blandt andet blev dømt to straffespark i løbet af onsdagens kamp ved de afrikanske mesterskaber mellem Mali og Tunesien, var det noget helt andet, som efterfølgende trak overskrifter. Uret passerede nemlig aldrig de 90 minutter, som en fodboldkamp ellers varer.

Efter 86 minutter valgte kampens dommer, zambiske Janny Sikazwe, at fløjte kampen af. Ikke underligt protesterede Tunesien, der var bagude 0-1, og kampen blev hurtigt genoptaget.

Og så skulle man tro, at Zikazwe, der blandt andet har dømt kampe ved VM-slutrunden i 2018, ville sikre sig, at tiden denne gang løb helt ud.

Begge hold fik tilkendt et straffespark hver i løbet af kampen, men kun Mali omsatte deres til mål. (Foto: Mohamed Abd El Ghany)

Men da fjerdedommeren efter 89 minutter og 47 sekunder skulle til at vise skiltet med kampens tillægstid, fløjtede Janny Sikazwe igen i fløjten.

Flere tunesiske spillere og folk fra staben stormede mod dommeren for at vise deres utilfredshed, og derfor blev Sikazwe og hans medommere eskorteret fra banen af officials.

Men dramatikken stoppede ikke her.

Efter forhandlinger kom Malis landshold, der var foran 1-0, tilbage på banen for at spille kampen færdig. Men tuneserne opgivet at tage kampen op – bogstavelig talt.

- Spillerne tog isbad i 35 minutter, før de blev kaldt ud igen. Jeg har trænet i lang tid og aldrig set noget lignende, sagde den tunesiske landstræner Mondher Kebaier, efter kampen.

- Dommerens beslutning er uforklarlig. Jeg kan ikke forstå, hvordan han nåede frem til sin beslutning. Vi får se, hvad der kommer ud af det, sagde Mondher Kebaier.

Stewarder eskorterede kampens dommer ud, efter han anden gang fløjtede kampen af for tidligt. (Foto: Mohamed Abd El Ghany)

DR Sportens fodboldekspert, Francis Dickoh, har også svært ved at forstå, hvordan en dommer kan fløjte en kamp af før tid – endda to gange.

- Det kortslutter fuldstændig. Du kan have gode og dårlige dage. Det her var en af de rigtige dårlige, lyder det fra Dickoh.

- At det så sker på afrikansk jord gør også, at det kommer under et forstørrelsesglas. Og det skal det selvfølgelig også, ligesom det skulle, hvis det skete i europæisk fodbold, siger han.

Dickoh fremhæver, at lignende ting, dog i mindre skala, også er sket i europæisk fodbold, og at man derfor skal passe på med at konkludere, at dommerne generelt er dårlige til de afrikanske mesterskaber.

- Niveauet hos dommerne har været rigtig godt, og VAR-dommerne har også gjort det fint. Der har været én enormt uheldig situation, men udover det, har der ikke haft noget at klage over på dommer-fronten, siger Francis Dickoh.

De afrikanske mesterskaber i fodbold bliver spillet i Cameroun fra 9. januar til 6. februar.

FacebookTwitter