Fra dansk til spansk: Tidligere Brøndby-assistent bliver ny U21-landstræner

Spanske Albert Capellas overtager jobbet som U21-landstræner efter Niels Frederiksen.

Den tidligere Brøndby-assistenttræner Albert Capellas bliver ny træner for det danske U21-landshold.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på et pressemøde. Spanieren afløser Niels Frederiksen, der er blevet ansat som cheftræner i Brøndby.

- Da DBU henvendte sig til mig, syntes jeg, det var en fremragende mulighed. Jeg kender landet, og spillernes mentalitet, så jeg skulle ikke tænke længe over det, siger den nye U21-landstræner til DR Sporten.

Fyret Viborg-træner bliver højre hånd

Steffen Højer, der i begyndelsen af juni blev fyret som cheftræner i Viborg, bliver Capellas' assistent. Han bliver som noget nyt ansat på fuld tid på holdet, der desuden får tilknyttet en fast analytiker og en fysisk træner.

Hør Steffen Højer forklare, hvorfor han takkede ja til stillingen som assistentlandstræner:

Capellas var assistenttræner i Brøndby fra sommeren 2014 til udgangen af 2015. Derefter var han U17-træner i klubben i et halvt år.

- Jeg kan godt lide den nordiske livstil, men også den måde som spillerne arbejder sammen som et hold. Den er jeg meget glad for, siger han.

- Danmark har altid produceret stortalenter, og jeg ved, at der kommer nye generationer med store talenter. At være en del af den proces er noget af det bedste, man kan få lov til som træner.

Capellas har en fortid på Barcelonas ungdomsakademi, La Masia, og har desuden været forbi klubber som Vitesse, Maccabi Tel Aviv og Borussia Dortmund som assistent.

Frederiksen sagde farvel efter fire år

48-årige Niels Frederiksen er netop stoppet som træner for U21-landsholdet efter fire år på posten.

Frederiksens sidste opgave var U21-slutrunden, som Danmark røg ud af søndag aften. Danmark skulle i sidste gruppekamp besejre Serbien med tre mål og håbe på lidt hjælp for at gå videre, men det danske mandskab røg ud efter gruppespillet.

Allerede inden U21-EM blev det offentliggjort, at Niels Frederiksen var Brøndbys valg som ny cheftræner.

Facebook
Twitter