Fra et mareridt til en drøm på et år: Christian Eriksen skifter til Manchester United

Christian Eriksen skifter fra Brentford til den engelske storklub Manchester United.

Christian Eriksen er præsenteret som ny spiller i engelske Manchester United. (Foto: © Matthew Childs, Ritzau Scanpix)

Der var engang en tapper fodboldhelt, som i kampens hede krydsede klinger med døden, faldt om, rejste sig og kæmpede videre for at komme til tops.

Sådan havde indledningen måske lydt, hvis H.C. Andersen skulle skrive starten på eventyret om fodboldspilleren Christian Eriksens seneste år.

En fortælling, som bliver ved med at udvikle sig, og nu har nået sit midlertidige klimaks, efter danskeren, der sidste sæson spillede for Brentford, i dag officielt er blevet præsenteret som en ny spiller for den traditionsrige engelske storklub, Manchester United.

Det skriver den engelske klub på sin hjemmeside. Danskeren skriver under på en kontrakt, der gælder til juni 2025. Christian Eriksen ser frem til at spille for De Røde Djævle.

- Manchester United er en speciel klub og jeg kan ikke vente med at starte. Jeg har haft det privilegium at spille på Old Trafford mange gange, men at gøre det i Uniteds røde trøje vil være en fantastisk følelse, siger Eriksen til klubbens hjemmeside.

Det er et klubskifte, der vækker begejstring hos DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Det er et fedt skifte for Christian Eriksen. Han kommer op på en højere hylde og tilføjer endnu et kapitel til den vilde fortælling.

- Fra at være død, komme tilbage på topplan, dominere for Brentford og lande en kontrakt i en af verdens største klubber. Det er vildt, siger han.

Stor udfordring venter danskeren

Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Parken under EM sidste sommer, men gjorde comeback efter nytår.

Efter et fremragende halvt år i Brentford, hvor han "havde en øjeblikkelig effekt og nærmest reddede Brentford fra nedrykning", har der i månedsvis været spekulationer om, hvad danskerens næste destination var.

Skulle det være de velkendte rammer i Brentford, hvor det gik godt, og han var tilpas? Eller skulle han tage chancen ved at skifte til en anden, større klub?

Svaret er blevet det sidstnævnte, og derfor venter der en udfordring i Manchester, som danskeren måske ikke har oplevet i før, mener Andreas Kraul.

- Eriksen bliver én af mange stjernespillere. I Brentford skulle han tegne holdets spil, mens han i Manchester United skal slå de andre spillere af holdkortet.

- Det er altså en helt anden opgave, Christian Eriksen står over for. Men det har han sandsynligvis søgt, fordi han vil bevise, at han kan spille på højeste niveau, siger han.

Christian Eriksen tilslutter sig en kort liste af danskere, der har spillet i den engelske storklub. Blandt andre havde målmanden Peter Schmeichel (på billedet) stor succes i klubben. (Foto: © Dan Chung, Scanpix Danmark)

Hollandsk træner banede vejen

Vejen til en drømmedestination som Manchester United har været brolagt med hårdt arbejde, siden Eriksen faldt om i kampen mod Finland for lidt over et år siden. Men også danskerens tidligere klub Ajax Amsterdam kan have haft en indflydelse på, at Eriksen ender netop i Manchester, mener Andreas Kraul.

- Nøglefaktoren er den hollandske cheftræner, Erik ten Hag, der netop er kommet til klubben fra hollandske Ajax. Det er nok ham, der har peget på Eriksen, som trænede kortvarigt med Ajax, da han var på vej tilbage fra ulykken.

- Her vil træneren tage sin hollandske tankegang med til Manchester, og det er et godt match med Eriksen, siger han.

- Kasper Hjulmand har sagt, at han gerne vil have spillere, som bliver matchet med og mod de bedste modstandere, så forhåbentlig får Christian Eriksen en rolle, som gør, at han bliver endnu bedre for landsholdet, siger Andreas Kraul. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Men skiftet kommer sandsynligvis ikke kun til at være en dans på roser. For det Manchester United-mandskab, som danskeren gør sit indtog på, er i formkrise, efter klubben sidste år ikke formåede at spille sig i fodboldens største turnering, Champions League.

Men til trods for at Manchester United ikke har fordums styrke, er det stadig et af verdens største hold, mener Andreas Kraul.

- Selvom Manchester United er nede formmæssigt, blev holdet nummer seks i en af verdens stærkeste ligaer. Så det er altså et klart højere niveau og hårdere konkurrence end i Brentford, understreger han.

Derfor er dansk succes i den traditionsrige storklub ikke noget, man må tage for givet, mener Andreas Kraul. Men man kan håbe på, at Eriksen har det, der skal til, for at hans tid i Manchester United bliver et lykkeligt kapitel i danskerens fodboldeventyr.

- Det kan meget vel være, at Christian Eriksen lige præcis er nøglen, som får det til at klikke for Manchester United, siger han.