Fransk fodboldstjerne vinder Ballon d'Or: 'Perfekt eksempel på den moderne angriber'

Real Madrid-angriberen Karim Benzema er kåret som verdens bedste fodboldspiller.

Karim Benzema har som den første franskmand siden Zinedine Zidane i 1998 vundet Ballon d'Or. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

Den franske stjerneangriber Karim Benzema kan nu kalde sig verdens bedste fodboldspiller. Det står klart efter den prestigefyldte prisuddeling Ballon d'Or, der blev afholdt i Paris mandag aften.

Karim Benzema vandt prisen foran Sadio Mané fra Senegal på andenpladsen, mens belgieren Kevin de Bruyne blev nummer tre.

Prisuddelingen er arrangeret af det franske sportsmedie France Football, hvor 100 journalister fra de 100 bedste lande på verdensranglisten hver har givet fem spillere mellem seks og et point, efter hvem de mener har været verdens bedste i den forgangne sæson.

Det kommer ikke bag på DR Sportens fodboldekspert, Francis Dickoh, at det er den rutinerede, franske målræv, der løber med hæderen.

- Det var helt klart min favorit, siger Francis Dickoh.

- Karim Benzema har spillet på et exceptionelt niveau. Han har scoret nogle enormt vigtige mål og har banet vejen for Champions League-trofæet med sine præstationer i knockoutkampene, hvor det stod og faldt med, at han leverede ud over det sædvanlige.

Efter en 1-0-sejr over Liverpool vandt Karim Benzema tidligere i år trofæet med de store ører, Champions League, for femte gang i karrieren. (Foto: © Lee Smith, Ritzau Scanpix)

Comeback-katten Karim

Den 34-årige franskmand har siden 2009 spillet for den spanske mesterklub Real Madrid, men særligt de seneste år er han trådt yderligere i karakter, efter Cristiano Ronaldo forlod den spanske storklub for fire år siden.

- Han har altid været en fantastisk fodboldspiller, også dengang hvor Cristiano Ronaldo i virkeligheden stjal rampelyset. Han har hele tiden været til gavn, og hvis du har været førsteangriber i Real Madrid i 10-12 år, så er det fordi, du har leveret varen, siger DR Sportens fodboldekspert.

Efter Cristiano Ronaldo forlod Real Madrid, er antallet af Karim Benzemas ligascoringer steget betragteligt. I sidste sæson blev han ligatopscorer med 27 fuldtræffere, hvilket var stor årsag til mesterskabet.

Francis Dickoh mener dog, at han vinder prisen særligt på grund af sin rolle i Champions League-turneringen, som Karim Benzema har vundet fem gange med klubben. Senest i maj.

- Real Madrid er synonym med Champions League-trofæet, og da de vandt tidligere i år, var det på grund af Karim Benzema.

- De gange, hvor nogle af de andre store klubber har skullet snøre sækken, har han været katten, der er sprunget op og sørget for, at klubben kunne lave store comebacks, siger Francis Dickoh.

Karim Benzema scorede 15 mål i sidste sæsons Champions League-kampagne. Her på straffespark i forlænget spilletid af semifinaleopgøret mod Manchester City, som sikrede finalebilletten. (Foto: © Carl Recine, Ritzau Scanpix)

'Fantastisk arsenal af afslutninger'

Francis Dickoh kalder den franske angriber for "en ægte fodboldspiller", der både har øje for holdkammeraterne, og som selv griber chancen, når den byder sig.

- Selvom han er kommet op i alderen, så magter han det meste og er i virkeligheden det perfekte eksempel på den moderne angriber, der kan spille væk fra feltet og samtidig er enormt klinisk, når han kommer ind i feltet.

- Han har et fuldstændig fantastisk arsenal af forskellige afslutninger. Fantastiske hovedstødsmål, afslutninger på første berøring, men også nogen hvor han dribler sig fri og sparker bolden ind.

Det gør ifølge Francis Dickoh franskmanden til en komplet angriber, som er målrettet og ved, hvad der kræves.

- Du kan få flere versioner af ham, og han har kunnet udfylde rollen snorlige, om så han skulle være i skyggen af Cristiano Ronaldo, eller som vi ser ham nu. Han er både Batman og Robin, siger Francis Dickoh.

Hos kvinderne genvandt Alexia Putellas fra FC Barcelona prisen som verdens bedste fodboldspiller.