Fransk storklub får advarsel og stor bøde for ustyrlige fans

Marseille skal betale 100.000 euro og udelukkes fra europæisk fodbold, hvis den ikke får styr på sine fans.

Ligue 1 klubben Marseille har modtaget en bøde på 100.000 euro samt en advarsel. REUTERS/Philippe Laurenson (Foto: PHILIPPE LAURENSON © Scanpix)

Den franske storklub Marseille har modtaget en bøde på 100.000 euro (745.000 kroner) på grund af ustyrlige fans i fire af Marseilles europæiske kampe tidligere på året.

Det skriver Uefa på sin hjemmeside.

Derudover kan klubben blive udelukket fra at deltage i alt europæisk fodbold, som den vil kvalificere sig til i én sæson, hvis fansene igen overtræder reglerne under kampe inden for de næste to år. Yderligere skal klubben betale den franske klub Lyon, hvor Europa League-finalen mellem Marseille og Atlético Madrid blev spillet, for de skader, som Marseilles fans udsatte stadionet for. Samtidig skal Marseille spille sin næste europæiske kamp uden tilskuere.

Straffen fra Uefa kommer efter flere episoder, hvor tilhængere af den franske storklub har lavet ballade i forbindelse med kampe.

Det gælder kampene mod Leipzig, Salzburg og Atlético Madrid i foråret.

Her gjorde Marseille-tilhængere sig skyld i uroligheder på tilskuerpladserne, ødelæggelser, affyring af fyrværkeri og at kaste med ting.

Også Premier League-klubben Liverpool og den italienske klub Roma bliver straffet med en bøder på henholdsvis 8000 euro (60.000 kroner) og 19.000 euro (142.000 kroner) for ustyrlige fans i semifinalerne mellem de to hold i Champions League i foråret.

/ritzau/

Facebook
Twitter