Fusk med TV-rettigheder og luksuslejligheder: Storklubs præsident sigtes for korruption

PSG's præsident Nasser al-Khelaifi er anklaget for at bestikke tidligere Fifa-generalsekretær.

Nasser Al-Khelaifi er trukket ind i sag om korruption. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

Præsidenten for fodboldklubben Paris Saint-Germain, Nasser al-Khelaifi, er blevet sigtet i en korruptionssag, oplyser anklagemyndigheden i Schweiz.

Også den tidligere Fifa-generalsekretær Jerome Valcke er sigtet i sagen, der handler om fusk med tv-rettigheder til fodboldkampe.

Al-Khelaifi er anklaget for at give Valcke "upassende gaver", der skulle fungere som modydelse for rettigheder til blandt andet fodbold-VM og Confederations Cup.

Gaverne skulle omfatte 18 måneders gratis ophold i en luksusejendom, et ophold, der normalt ville koste mellem 900.000 og 1,8 millioner euro i leje.

Ti års karantæne

Også en tredje, unavngivet person er sigtet i sagen.

Nasser al-Khelaifi er, ud over at være overhoved i den franske storklub, også chef for den qatarske tv-station BeIN Sports.

Jerome Valcke er idømt ti års karantæne fra al fodbold. (Foto: Sebastien Bozon © Scanpix)

- Jeg har al mulig grund til at forvente, at det vil blive bevist, at anklagerne er grundløse og fuldstændig uden substans, siger Nasser al-Khelaifi ifølge AFP.

Jerome Valcke blev i 2016 idømt ti års karantæne fra al fodbold for sin rolle i den store korruptionsskandale, der også fældede Fifa-præsident Sepp Blatter.

Valcke blev ved den lejlighed blandt andet kendt skyldig i fusk med salg af VM-billetter.

/ritzau/