Gigantisk bøde for matchfixing

Det brasilianske fodboldforbund og en dommer er blevet idømt en bøde på over en halv milliard kroner for en matchfixing-skandale fra 2005.

Det brasilianske fodboldforbund og en tidligere topdommer er blevet idømt en bøde på ikke mindre end 96 millioner US dollars (520 mio. kr.) for en matchfixing-skandale fra 2005, skriver nyhedsbureauet AP.

En civilret har afgjort, at forbundet og eks-fodbolddommer Edilson Pereira de Carvalho skal dele bøden, men nærmere detaljer er ikke oplyst.

Carvalho tilstod i 2005, at han var blevet betalt af bookmakere for at sikre bestemte resultater af 11 kampe, som herefter blev spillet om. Corinthians vandt flere kampe, klubben før havde tabt, og løb med mesterskabet.

Fodboldforbundet i Brasilien siger til ig.com, at man vil anke dommen, der er baseret på en lov, der skal beskytte forbrugernes interesser.

Facebook
Twitter