Gravesen har huller i hukommelsen, kærlighed til spillet og et opråb til de fodboldmætte

Den tidligere landsholdsspiller Thomas Gravesen fortryder, at han forlod fodbolden før tid.

- Jeg har lige et opkald kammerat, så tager vi den lige senere, Ole, ik’å?

Ole forsøger at klemme et spørgsmål ind.

- Jamen JEG HAR EN TELEFON, FOR HELVEDE, brølgriner Thomas Gravesen.

Når Thomas Gravesen hæver stemmen, så lytter man. Ole, en tilfældig kammerat, et sted derude i baggrunden af opkaldet, opgiver at få svar.

Hvor var vi, før Ole blandede sig? Nå ja, Claus Jensen. Sukkerfoden fra Charlton, landsholdsspilleren. Undervurderet, måske. Uheldig, helt sikkert. Både med skader, men også med at spille samme position, otteren, i Morten Olsens system på det danske landshold, hvor manden i den anden ende af røret huserede. Gravesen, som i England blev beskrevet som en omvandrende håndgranat med splinten trukket.

- Jeg garanterer dig for, at jeg var vild på det tidspunkt - jeg var meget vild - men jeg kunne ikke fange ham.

Altså Claus Jensen.

Samtalen om tre nedslag i Thomas Gravesens karriere, den første, den største og den sidste kamp, fortsætter ud af den 17. omvej.

Der er ingen korte sætninger, til gengæld er der et tempo og iver i talen fra Gravesen, som dikterer, at man ikke slår op i banen undervejs. Han savner at se og tale om fodbold, men holder sig fra klichéerne. På en måde den nemmeste i verden at tale med, og det er svært at forestille sig, at en mand, der har så meget på hjerte, engang havde lige så meget i fødderne.

Vi har snakket om alt det, der ikke var planlagt. Jo, manden med størst betydning for hans karriere, Vejle-ikonet Ole Fritsen, og landsholdet, men efter en dyb analyse af Claus Jensens fortrinligheder, er vi nået til at en forståelse af, hvordan Martin Jørgensen var hurtig.

Herunder kan du se Ole Fritsen tale om den unge Thomas Gravesens kompetencer.

Ikke Dennis Rommedahl-hurtig, men hurtig på måden, hvor han lige tager to træk til venstre, sænker skulderen, og når du følger med, så er han allerede forsvundet til højre.

Den slags ting står soleklart for Thomas Gravesen. Til gengæld kan han ikke huske den første kamp, han spillede for Vejle i 1995, der ligesom skulle sætte præmissen for interviewet.

- Var det mod Herfølge på hjemmebane? Hold nu kæft, man. Jeg har jo spillet 1000 kampe, lyder det med et grin.

Derimod husker han tydeligt, hvordan det var at sidde i omklædningsrummet på Vejle

Stadion
som ung spiller, med ild i brystet for at vise sig frem, profiler som John Sivebæk, Finn Christensen og Erik Boye i hjørnerne, og kigge ud gennem vinduet for at få en fornemmelse af, hvor mange tilskuere, der var på vej ind på
stadion
.

Følelsen af at repræsentere sin klub og by sidder på rygmarven, også selv om talentet og fodbold-DNA’et fra Ole Fritsens

vejledning
senere i karrieren gjorde ham til en Galactico i Real Madrid.

Nørreskoven på en sommerdag er svær at ryste af sig, og hvorfor skulle man.

For det var Vejle, ansvaret i en ung alder og Ole Fritsens træningsetik, der var med til at forme den spiller, som i 1998 skulle opnå det største i karrieren.

Glem alt om at have både formel og uformel omgang med sportens royale eksistenser i Madrid. At kombinere på midten med Zinedine Zidane, ruske Ronaldo på træningsbanen eller at jerne den ind fra 35 meter mod Island i Parken.

Debuten på A-landsholdet trumfer det hele.

  • Thomas Gravesen for Vejle i 1995. (Foto: NIELSEN STEFAN KAI)
  • Her efter en scoring til 1-0 mod Herfølge på Vejle Stadion den 11. juni 1997. (Foto: LARS K MIKKELSEN)
  • Efter tiden i Vejle gik turen videre til tyske Hamburger SV. (Foto: Ullstein Bild)
  • Dernæst til Everton i den engelske Premier League. (Foto: Paul ellis)
  • I 2005 landede Thomas Gravesen så i spanske Real Madrid. Her fotograferet sammen med den brasilianske legende Pelé. (Foto: A. MARTINEZ)
  • - Jeg har haft fantastiske år i udlandet, hvor jeg har boet og spillet i fire forskellige lande. Jeg har mange at takke for min karriere, folk som hjalp mig undervejs, og jeg ville gøre det hele om igen, sagde Thomas Gravesen, da han lukkede karrieren i Celtic efter et mislykket lejeophold i Everton. (Foto: JON SUPER)
1 / 6

Udtagelsen til landsholdet kom fra Simon Rasmussen, daværende holdleder i

DBU
, i 1998. I kølvandet på et historisk dansk
VM
-ridt i Frankrig, der på trods af en famøs, kikset saksesparksclearing fra Roberto Carlos, sluttede før tid med et 2-3 nederlag til Brasilien.

Bo Johansson var manden, der for første gang satte Thomas Gravesen på holdkortet i en A-landskamp. I Prag, den 19. august, klokken 20.05.

Thomas Gravesen startede på banen, fik en advarsel i kampens første minut, men det vælter heller ikke ind med minder fra dén kamp. Det største øjeblik i karrieren.

Til gengæld fylder

atmosfæren
, omklædningsrummet og lysten til at vise sig frem. På samme måde, som da han kiggede ud af vinduet i omklædningsrummet på Vejle
Stadion
i 1995.

- Jeg tror, jeg bliver skiftet ind?

Du starter inde, så vidt jeg kan se?

- Nej, okay, jeg husker det ikke specielt godt, men det med at kigge rundt i omklædningsrummet var stort, husker jeg. Jeg ville gerne spille sammen med den her gruppe, som lige havde været til

VM
. Det var bedre spillere med større erfaring, som jeg kunne lære noget af, så jeg selv kunne rykke mig og forstå fodbold bedre. Det pres, der kom fra de andre spillere var fedt, og jeg skulle sateme vise, at jeg var god nok til det her, og ikke bare var med.

Danmark tabte 0-1, Thomas Gravesen blev skiftet ud efter 58 minutter til fordel for Claus Thomsen.

Selve kampen brændte sig dog, tydeligvis, ikke fast på nethinden hos Thomas Gravesen, men den fungerede som affyringsrampe for en

imponerende
landsholdskarriere over de næste otte år.

Thomas Gravesen har ikke tid til at gå i skole.

66 landskampe, fem mål og tre slutrunder. Ikke dårligt for en mand, der startede som i vildbasse i Vejles ungdomsrækker.

- At have den rød-hvide trøje på, at repræsentere Danmark, mit land, det var bare det største. Helt klart.

- Men jeg var jo ikke sådan en, der hamrede den ind fra 40 meter eller driblede et halvt hold og så scorede, lyder det gennem røret på en måde, som man bliver helt i tvivl om, hvorvidt han husker kampen mod Island i Parken i 2000.

Altså, hvor Stig Tøfting på et frispark prikker bolden videre til Gravesen, der med en ladt kanon fra 35 meter fjerner spindelvævet i venstre målhjørne.

Et mål, der får de fleste til at glemme, at han med hidsig elegance blot fem minutter forinden havde erobret bolden, slidt sig gennem det islandske forsvar, og lobbet den ind til 3-0.

Fint nok, de øjeblikke var der måske også lidt af, men Thomas Gravesen var en systemspiller, som passede perfekt ind i Morten Olsens koncept for det danske landshold. Her var der ansvar, harmoni og typer, som kunne forløse ’den røde tråd’.

- I Morten Olsen fik vi Danmarks absolut bedste landstræner. Han gik forrest, gav ansvar, og vi fandt vores pladser. Jeg tror også, at den bedste aflevering, jeg nogensinde lavede på landsholdet, var mod Island på udebane?

- Det var klasse-kontrafodbold, jeg slår en lang bold til Romme, der smider den ind til Jon. Det synes Morten i hvert fald var vores bedste mål.

  • Thomas Gravesen i højt humør på træningsbanen i Prag dagen inden landsholdsdebuten. (Foto: Palle hedemann)
  • Debuten kom fra start et lille døgn efter. (Foto: Palle hedemann)
  • Thomas Gravesen scorer til 3-0 ved at chippe den ind over den islandske målmand i Parken. (Foto: POULSEN LARS)
  • Fem minutter senere scorer Thomas Gravesen sit andet mål i 6-0 sejren i VM-kvalifikationskamp mod Island 2001. (Foto: MORTEN JUHL)
  • Thomas Gravesen og Claus Jensen under landsholdets træning i Helsingør. (Foto: POULSEN LARS)
1 / 5

Man behøver ikke at have delt omklædningsrum eller mærket den perfekte pasning fra Thomas Gravesen for at mærke, at det stadig kan begejstre.

At være dansk landsholdsspiller, en leder på banen, at have kammeratskabet. Det hele.

Og alligevel stoppede det hele i en alder af blot 32 år. Som bænket i skotske Celtic efter et udlån til Everton. Mæt af fodbold. Træt af pis.

Din sidste kamp var, med fare for at tage fejl, for Everton på Goodison Park mod Newcastle? Du får fem minutter, I vinder 3-1, Michael Owen scorer for Newcastle?

- Nå, var den sidste kamp ikke i Glasgow? Fik jeg ikke nogen kampe der, da jeg kom tilbage til Celtic?

Det kan godt være, jeg har misset det så?

- Det kan jeg sgu ikke huske. Jeg troede måske, at der var en kamp deroppe bagefter, men det kan sgu også godt være, at det var den sidste så, siger Thomas Gravesen, efterfulgt af et par sekunders tavshed.

Tonen skifter, og når Thomas Gravesen hæver stemmen, så lytter man. Vi har talt i 50 minutter, men man kan mærke, at det er på tide at få opsummeret, hvad det hele handler om. At få sat ord på hele den proces, der fik ham til at desertere fra fodbold og et liv i

offentligheden
, for i stedet at flytte til Las Vegas, leve et liv i skyggen med naboer som André Agassi og Nicolas Cage, mens fodboldverdenen passede sig selv.

- Jeg gider faktisk ikke rigtig tale om Everton mod Newcastle, det kan jeg sgu ikke se er særlig interessant.

- Jeg vil hellere tale om, at da jeg kom til enden af min fodboldkarriere, så var jeg stor nok til at tage en beslutning om, at jeg ikke kunne eller ville mere. Men jeg savner det, og et råd til de fleste fodboldspillere, som når op i årene er, at de skal bare blive ved. Bliv nu bare ved. Det er ikke en skam at sige, at kan man ikke spille i Premier League længere, jamen, så spiller du måske ’bare’ i Championship. Har du spillet 400 kampe i Superligaen? Jamen for helvede, så del da ud af det! Spil så længe, du kan. Bliv nu ved med at dele ud af din erfaring til de unge. Det skulle jeg have gjort.

- Det kan godt være, at du ikke spiller hvert minut, men du fortryder, hvis du holder for tidligt. Man mister så meget socialt og fodboldmæssigt. Det var dét, jeg gjorde forkert. Vi kan altid gå en anden vej i livet og nå at blive alt muligt andet, men du kan ikke gå tilbage til fodbolden, hvis du er midt i 30’erne. Bare det med at komme til træning, snørre støvlerne og mærke, at de unge spillere kigger op på dig som en af de ældre. Wow, han har sgu gjort det, ham der. Jeg kiggede selv på John Sivebæk og tænkte ’han har 87 landskampe, ham der. Det er bare fee’.

- Det er en af de ting, jeg fortryder mest. At jeg stoppede for tidligt. Men jeg nåede et punkt, hvor jeg tænkte, at nu var det fandeme nok.

- Jeg flyttede også så langt væk, jeg kunne, fordi jeg vidste med mig selv, at jeg ikke havde taget den helt rigtige beslutning. Så er det nemmere at sidde og se fodbold i USA, end det er at gå på Vejle

Stadion
eller i Parken, hvis man vil have det på afstand.

- Det tog mig ni år at sige okay, nu er jeg klar til at komme tilbage. Både menneskeligt og psykisk har jeg arbejdet min afslutning på karrieren igennem. Det vigtigste er sgu, at man er i balance med sig selv.

Og det er du nu?

- Jeg er sgu glad, når jeg vågner op. Sådan er det jo bare.

Facebook
Twitter