Gravesen på kant med Capello

Fabio Capello har knap sat sig til rette i trænersædet i Real Madrid, før han må irettesætte Thomas Gravesen. Danskeren chokerer de unge spillere med sit iltre temperament.

Her ånder alt fred og ro mellem Thomas Gravesen, Woodgate og Capello. Men danskeren er ikke populær. (Foto: Pierre-Philippe Marcou © Scanpix)

Fabio Capello har knap sat sig til rette i trænersædet i Real Madrid, før han må irettesætte Thomas Gravesen. Danskeren chokerer de unge spillere med sit iltre temperament.

- Her er det mig, der bestemmer, lød ordene fra Capello til Gravesen ifølge det spanske nyhedsbureau EFE.

Ordene fra den italienske træner skyldtes efter sigende, at Gravesen havde set sig sur på den unge spiller Balboa, der sammen med De La Red og Codina er hentet op fra andetholdet for at komme i træningslejr i Østrig.

Ved onsdagens træning var den ifølge EFE gal igen. Ved den fysiske træning om morgenen gik Thomas Gravesen amok over en fotograf, og senere samme dag gik det ud over de yngre holdkammerater.

Gravesen sparede ikke på kræfterne, da han tacklede De La Red. Flere gange råbte han af den unge målmand Codina, og også træner Capello fik råb med på vejen, da italieren efter Gravesens mening ikke dømte godt nok. Denne gang valgte Capello at lade sagen ligge.

 

Facebook
Twitter