Der hersker ingen tvivl om, hvem der bare lige er et niveau over alle andre i europæisk kvindefodbold.
Tag bare Champions League-finalerne i 2013, 2016 og 2018.
Her har Olympique Lyon og VfL Wolfsburg mødt hinanden, og ud af de seneste ti sæsoner har et af holdene vundet i syv af titlerne i Europas fineste klubturnering.
Tallene lyver ikke, og man kan uden at tøve kalde tyske VfL Wolfsburg og franske Olympique Lyon for meget dominerende kræfter i europæisk kvindefodbold.
I aften mødes verdens to bedste klubber i kvindefodbold endnu en gang, og det bliver samtidig mødet mellem verdens to bedste fodboldspillere.
Verdens bedste skal afgøre kampen
En status som europæisk tophold kræver unikke fodboldspillere, og her må man sige, at både Wolfsburg og Lyon også leverer helt i top.
Faktisk er Europas to bedste kvindelige spillere med, når de to hold mødes i aften, onsdag.
Pernille Harder, der nærmest er blevet allemandseje for danske fodboldfans, er med for VfL Wolfsburg, mens norske Ada Hegerberg er med for Olympique Lyon.
Harder blev i sensommeren sidste år kåret til Europas bedste i sæsonen 2017/2018 af The Guardian, mens Hegerberg i december vandt den første kvindelige udgave af Ballon d’Or.
Det er altså ikke fru-hvem-som-helst, der er med, når onsdagens kvartfinale afvikles på Groupama Stadium i Lyon. De to stjerneangribere kommer til at udgøre en regulær duel i sammenstødet, og den af dem, der spiller bedst, kan meget vel komme til at afgøre kampen.
Topscorer-Harder i målstime
De to mandskaber har stået over for hinanden flere gange, og her fører franskmændene det interne regnskab, ligesom de også trak sig ud som sejrskvinder i det seneste opgør, nemlig Champions League-finalen sidste år.
Her vandt de 4-1 efter forlænget spilletid.
Selv om sidste års finale faldt ud til fransk fordel, kan det meget vel blive marginaler, der afgør opgøret mellem sidste års Champions League-finalister. Begge mandskaber har set uhyrligt stærke ud i denne sæson.
Wolfsburg kommer til Frankrig med en solid målscore i bagagen. Holdet har scoret 13 mål i de seneste tre Bundesligakampe, som alle er blevet vundet, og her har Pernille Harder bidraget med fem kasser inklusiv et hattrick. Desuden er den danske landsholdsanfører pt. topscorer i Champions League med seks mål.
Lyon følger trop og mere til. I denne sæson har holdet spillet 24 kampe, hvoraf 23 af dem er blevet vundet på tværs af den franske liga, pokalturnering og Champions League.
Kampen mellem de franske og tyske mestre fløjtes i gang klokken 20.45 i aften.
Men Pernille Harder er ikke det eneste danske islæt i kvartfinalerne i Champions League. Signe Bruun er med for Paris Saint-Germain, der torsdag aften besøger Chelsea. Nadia Nadim må nøjes med at følge PSG fra sidelinjen, da hun har spillet Champions League-kampe for sin tidligere klub Manchester City og derfor er låst.