HB Køge har allerede leveret én pragtkamp mod Juventus, og i aften skal det gentages

HB Køge skal spille returopgør mod Juventus i aften kl. 20.30.

HB Køge-spillerne skal bringe hold-jublen til Alessandria og Stadio Giuseppe Moccagatta, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at deltage i årets Champions League. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Uafgjort mod den italienske mester.

Det var noget af en storkamp, som de danske Champions League-bejlere fra HB Køge formåede at hive med sig mod Juventus i det første kvalifikationsopgør hjemme i Køge for lidt over en uge siden.

Det er der ikke mange danske hold, der kan prale med at have præsteret. Og hvorfor det lykkedes for HB Køge i tirsdags, har holdets cheftræner, Søren Randa-Boldt, et god bud på.

- Vi var så disciplinerede og arbejdede benhårdt på banen. Vi slog simpelthen deres spil i stykker.

- Her har en meget vigtig faktor været, at vi har fået mere rutine i forhold til sidste år, så vi nu har meget mere mod til at holde på bolden, siger træneren.

I aften venter returopgøret i Alessandria så for HB Køges kvinder. Og denne gang er uafgjort ikke nok, hvis billetten til Champions League-gruppespillet skal sikres, akkurat som i sidste års udgave.

Det faktum er dog ikke noget, der skræmmer holdets træner, Søren Randa-Boldt.

- I tirsdags var vi tæt på at tage sejren med blandt andet et skud på overliggeren.

- Så vi tror og håber selvfølgelig på, at vi kan gøre det samme igen og så smide lidt mere oveni, som kan give os en sejr med hjem, siger træneren.

Søren Randa-Boldt og HB Køge spillede sig også i Champions League-gruppespillet i sidste sæsons udgave af turneringen. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Glæde over frygt

Champions League er den største internationale klubfodboldturnering i verden. Derfor er deltagelsen i turneringen ofte forbundet med lige store dele spænding såvel som nerver.

For HB Køge er det selvsagt samme scenarie, mener Søren Randa-Boldt, men han hæfter sig dog alligevel ved, at spillernes motivation ser ud til at være i topform.

- Spillerne ser helt vildt frem til kampen i morgen. Og ud fra hvad jeg kan se og oplever, så er det heldigvis med glæde frem for frygt.

- Det er også det, der skal vises på banen i morgen. Vi skal turde mere og være modige i stedet for at være bange for at fejle, siger HB Køge-træneren.

Og så er det ligegyldigt, at lokationen er Alessandria, og hjemmebaneindehaverne hedder Juventus, mener Søren Randa-Boldt.

- Det kommer til at være nogenlunde det samme som herhjemme tilskuermæssigt, så det tror jeg ikke kommer til at spille den store rolle, siger han.

1.486 tilskuere var på stadion for at se HB Køge mod Juventus i sidste uge. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

En lykkerus, der kan ramme hele klubben

Skulle det gå hen og blive til et nederlag i dagens opgør mod Juventus, og dermed en udeblivelse af Champions League-fodbold for HB Køge i denne sæson, så vil cheftræner Søren Randa-Boldt alligevel ikke være skuffet.

- Det er en klassemodstander, vi skal op imod, og vi aner ikke, hvordan det hele ender i morgen.

- Men når man tænker på, at vi har spillet en pragtkamp i det første opgør, så synes jeg godt, at vi kan være stolte af vores indsats uanset hvad, siger træneren.

Men skulle det i stedet gå hen og blive en dansk triumf og en plads i Champions League-gruppespillet, så ville lykkerusen kunne mærkes i hele klubben, forsikrer cheftræneren.

- Det ville være helt sindssygt. Det ville være et af de største resultater i dansk klubfodbold nogensinde.

- Det tror jeg også, at kassererne vil synes, siger Søren Randa-Boldt og griner.

Skulle HB Køge kvalificere sig til Champions Leagues gruppespil kan kassererne i klubben se frem til mindst 3,5 millioner danske kroner direkte ind på kontoen.