Henrik Liniger om Platini-anholdelse: 'En færdig mand i fodbold, hvis han dømmes'

Hvis Michel Platini kendes skyldig i ny korruptionssag, så er al hans troværdighed forsvundet, mener DR Sportens Henrik Liniger.

Michel Platini var præsident i Uefa fra 2007-2016. (Foto: VALERY Hache © Scanpix)

Det vil have uoprettelige konsekvenser for den tidligere præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) Michel Platini, hvis mistanken om, at han lod sig bestikke i forbindelse med tildelingen af VM-slutrunden i 2022 til Qatar, holder stik.

Det vurderer DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger, efter Platini i morges blevet arresteret i en forstad til Paris.

Hans anholdelse sker ifølge det franske medie Mediapart som led i en større efterforskning af mulig korruption i forbindelse med tildelingen af VM om tre år.

- Vi mangler at se, hvad der præcis har fået politiet til at tilbageholde ham, men der er ikke nogen tvivl om, at hvis det lykkes for politiet at finde beviser for, at Platini har modtaget bestikkelse for sin Qatar-stemme, så vil han få en ny karantæne – muligvis endda på livstid. Det kan ikke udelukkes.

Blev udelukket fra fodbold i fire år

Franske Michel Platini var præsident for Uefa fra 2007 til 2016, hvor han modtog en karantæne fra alle fodboldaktiviteter på seks år for at have modtaget en pengeoverførsel på to millioner schweizerfranc i 2011 fra den daværende Fifa-præsident Sepp Blatter

Daværende FIFA-præsident Sepp Blatter (tv.) giver hånd til Michel Platini. (Foto: Patrick B. Kraemer © Scanpix)

Dommen blev senere reduceret til fire år af Den Internationale Sportsdomstol (CAS) og stod til at udløbe i oktober i år.

Henrik Liniger forklarer, at der har været spekuleret i, at Platini ville vende tilbage til fodboldverden, når udelukkelsen var overstået. Men den drøm kan han godt droppe, hvis han nok en gang kendes skyldig i korruption.

- Han har siden den første sag sagt, at der var et pengebeløb, han ikke kunne gøre rede for, men der var tale om justitsmord, og han havde kun gjort tingene for fodboldens bedste, og ikke for egen vinding. Han har fastholdt et martyrium, kan man sige.

- Det comeback, som han har gået pønset på i de sidste par år, hvor hans udelukkelse var ved at udløbe, vil være forpurret. Hvis det her bliver bevist, så er al hans troværdighed forsvundet, og så er han en færdig mand i fodbold, siger Liniger.

Tirsdagens anholdelse af Michel Platini kommer efter en lang række sager om mistænkelige forhold i forbindelse med tildelingen af VM i 2022 til Qatar. Men selvom en skyldigkendelse til den tidligere franske landsholdsstjerne formentlig vil betyde et endegyldigt farvel til fodbold for Platini, så vil det ikke være overraskende, hvis også han lod sig bestikke.

- Det kan ikke komme bag på nogen, hvis også hans stemme var blevet købt. Det er jo blevet bevist ud over enhver rimelig tvivl, at de fleste stemmer til Qatar var købt på en eller anden måde, siger Henrik Liniger.

Ingen konsekvenser for VM i Qatar

Men hvis nogen gør sig den tanke, at korruptionssagen efterhånden er ved at blive så stor, at det umuliggør en afholdelse af slutrunden i Qatar, så kan de godt tro om igen.

Sepp Blatter afslørede i 2010, at Qatar skulle være vært for VM i 2022. (Foto: KARIM JAAFAR © Scanpix)

- VM i Qatar kommer ikke i fare for at blive afholdt. Det gør det ene og alene ikke af økonomiske grunde. Der er investeret så mange penge i afholdelse af VM 2022, at det vil koste Fifa helt ekstremt dyrt at aflyse eller flytte det til et andet land. Der vil komme erstatningssager, for der ligger en masse juridiske kontrakter med arrangørerne. I mine øjne vil det nærmest betyde økonomisk ruin for Fifa, lyder det fra Liniger.

- Man kan lige så godt indstille sig på, at uanset hvilke sager, der bliver gravet op omkring afstemningsproceduren, så vil der blive holdt et VM i Qatar. Jeg kan ikke forestille mig en korruptionssag, der er stor nok til aflyse den slutrunde. Det er ikke realistisk. Det er og bliver Sepp Blatter og hans regimes sidste hilsen til fodboldverdenen, og på den måde vil det også gå over i historien.

Slutrunden i Qatar spilles om vinteren fra 21. november til 18. december på grund af varmen om sommeren i ørkenstaten. Formatet bliver det samme, som man kender fra tidligere slutrunder, hvor der er otte grupper med fire hold.

Facebook
Twitter