Her er Morten Olsens Bendtner-alternativer

Hvis Uefa mandag fastholder karantæne til Nicklas Bendtner i "underbukse-sag", har landstræneren tre afløsere.

Nicklas Helenius kan være afløseren for Nicklas Bendtner.

Mandag mødes disciplinærudvalget i det europæiske fodboldforbund (Uefa) for at se på anken i Nicklas Bendtners famøse "underbukse-sag" fra sommerens EM.

I øjeblikket står angriberen til karantæne, når Danmark 8. september i Parken møder Tjekkiet i VM-kvalifikationen, fordi han efter en scoring mod Portugal ved EM flashede sine underbukse fra spilleudbyderen Paddy Power.

Hvis Uefa fastholder karantænen, som Dansk Boldspil-Union (DBU) altså har anket, så har landstræner Morten Olsen et gevaldigt problem forud for Tjekkiet-kampen, da Bendtner suverænt er den bedste frontangriber for Danmark.

Morten Olsen løftede i forbindelse med testkampen mod Slovakiet i midten af august lidt af sløret for, hvem der eventuelt skal erstatte en karantæneramt Bendtner.

De tre oplagte bud kommer her:

*Nicklas Helenius:

AaB-angriberen fik landsholdsdebut mod Slovakiet og har i 2012 generelt været flyvende i Superligaen. I denne sæson er det allerede blevet til fire mål og tre målgivende afleveringer for nordjyderne.

*Kasper Lorentzen:

FC Nordsjælland-profilen er mere offensiv midtbanespiller end angriber, men landstræneren pønser på at lade ham spille som en "falsk" 9'er på Bendtners position. Fire landskampe og ét mål er han noteret for.

*Lasse Schöne:

Ligesom Lorentzen er Ajax-spilleren mere offensiv midtbanespiller end angriber. Med 13 landskampe og to mål er han den mest rutinerede af de tre alternativer, og selvtilliden fejler intet efter en god sæsonåbning for Amsterdam-klubben.

Morten Olsen udtalte i forbindelse med Slovakiet-kampen også, at der ikke er plads til at prøve nye, helt uprøvede kræfter til opgøret mod Tjekkiet.

Direkte adspurgt om, hvorvidt FC Københavns 19-årige komet Andreas Cornelius, som har scoret fem superliga-mål og spillet Champions League-fodbold i denne sæson, for eksempel er i spil, svarede landstræneren:

- Det er slet ikke aktuelt. Overhovedet ikke. Vi skal ikke kun have talenter med, men spillere, som kan begå sig på et vist plan. Vi skal have en vis form for sikkerhed med. Det vil sige spillere, som har prøvet noget før. Hvis ikke på landsholdet, så på klubbasis.

Det lukker formentlig også døren for den tidligere FC Nordsjælland-angriber Nicki Bille Nielsen, der er kommet fint fra start i Primera Division, hvor han har fået næsten fuld spilletid i de første to spillerunder, der har resulteret i to sejre til danskerens klub, Rayo Vallecano.

Morten Olsen udtager landsholdet til VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet tirsdag.

/ritzau/

FacebookTwitter